Skagen Bio byder i den kommende uges tid på tre helt nye film som alene har dét, at de er nye, til fælles.

Derudover er de vidt forskellige.

På søndag eftermiddag, 25. august, er det en animationsfilm som er for hele familien, og mange vil kende aktørerne fra computeren – Angry Birds. Det er nu den anden film med de vrede fugle, der har premiere.

Fuglene og grisene slår sig helt utraditionelt sammen for at gå i krig mod en ny og fælles fjende.

De ikke-flyvende vrede fugle og de intrigante grønne grisebasser er tvunget til at begrave stridsøksen og skubbe de evige skænderier til side.

En ny trussel har nemlig meldt sig på banen, og både fuglenes og grisenes øer er i fare. Red, Chuck, Bomb og Mighy Eagle rekrutterer Chucks søster Silver og går sammen med grisene Leonard, hans assistent Courtney og Garry for at skabe en pænt vaklende våbenhvile og danne et noget anderledes superteam for at redde deres hjem.

Tøseaften

Tirsdag aften i næste uge, 27. august, er der Tøseaften – dog er mænd også velkomne i biografen denne aften.

Filmen er Poms. Handlingen udspilles i Sun Springs.

Sun Springs er stedet, hvor man kan trække sig tilbage og nyde livets gyldne efterår med andre i samme situation. Og med samme livsindstilling.

Det første er Martha godt indstillet på, fordi hun ved, at hendes resterende tid her på Jorden vil blive kort.

Det andet giver hende nogle problemer, for hun er ærlig talt ikke meget for de klubber, som det er obligatorisk at melde sig til.

Inspireret af naboen Sheryls ulovlige pokerklub, beslutter Martha sig for at starte et cheerleading-hold.

Trods modstand fra Sun Springs sødt smilende og selvbestaltede præsident Vicki, trods mangelfulde træningsforhold, trods stive lemmer og ømme led (heraf flere er kunstige) og trods forsøg på at latterliggøre de gråhårede pompons-svingende kvinder lykkes det Martha at stable holdet på benene og at svejse et ubrydeligt sammenhold blandt de rebelske pensionister.

Poms er en livsbekræftende komedie om, at få det bedste ud af livet hele livet.

Instruktøren Zara Hayes har som brite altid været fascineret af cheerleading som amerikansk fænomen – og af, at også modne kvinder dyrker det. Med Diane Keaton som begejstret medspiller har hun stillet en flok meget erfarne skuespillerinder den udfordring at lære cheerleading; bl.a. Jacki Weaver, Pam Grier og Rhea Perlman.

Hollywood

Onsdag aften 28. august er filmbyen over dem alle, Hollywood, i centrum. Det er i filmen Once Upon a Time in Hollywood.

I 1969 i Los Angeles følger vi TV-stjernen Rick Dalton i et Hollywood, der er ved at forandre sig for altid.

Han var 50’ernes og 60’ernes helt store stjerne, men tiden har ændret sig, og en ny æra er på vej med nye, store stjerner.

Med karrieren på vej ned ad bakke forsøger Rick og hans faste stuntmand Cliff Booth nu at navigere i en branche, de knap nok kan genkende længere.

I denne hyldest til de definerende øjeblikke i slutningen af Hollywoods gyldne æra præsenterer instruktøren Tarantino et stort ensemble.

Det stjernespækkede cast består blandt andre af Leonardo DiCaprio, Brad Pitt, Margot Robbie, Al Pacino, Emile Hirsch og Dakota Fanning.

Det er skuespillere, som Tarantino nøje har udvalgt, da de ikke kun er fascinerende i sig selv, men også er interessante, idet de tilhører tre forskellige niveauer i Hollywood. Tarantino vil med denne film netop udforske sameksistensen mellem disse forskellige lag.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...