I denne artikel i serien om Skagens arkitektur gennem tiden får du forklaringerne på, hvorfor og hvordan folk har slået sig ned i området

Det kan i den grad forekomme gådefuldt, at folk i sin tid slog sig ned i Skagenområdet.

Altså ikke fordi - der er jo dejligt sommerdage, og rabiate karakterer, der har slået rod, kunne ikke drømme om at have fast bopæl andre steder, men alligevel - hvorfor? Hvad drev dem?

Og hvordan boede de, og hvor præcist lå bebyggelsen, hvis der var en sådan?

De eneste bygninger fra de rigtig gode, gamle dage er kirkerne. Raabjerg kirke og Sct. Laurentii kirke.

Raabjerg kirke kunne man endda fylde, også fordi kirkegang på de tider nærmest var fast pensum for både høj og lav.

Intet Netflix kunne aflede de troendes opmærksomhed.

Men Sct. Laurentii kirke? Dette enorme kirkerum! Hvor var menigheden?

Var det i virkeligheden biskoppen, der havde drukket af natpotten eller kigget lige lovlig dybt i fadene med fransk rødvin og bestemt kirkestørrelsen ud fra en vrangforestilling om, hvor mange fra Skagen, der ville søge herrens bord?

Eller var det skriveren på Børglum, som kun sad og tænkte på, hvornår den frodige kokkepige fik fri, der var kommet til at sætte et nul for meget, da tegl og munkesten til kirkebyggeriet blev bestilt?

Eller havde skipperen fejl bestik, da han skulle ind i fjorden fra Skagerak for at aflevere byggematerialerne, og byggede man så bare kirken af de sten, der nu engang var blevet læsset af på stedet?

Der er så fortryllende mange ting, vi ikke aner en snus om.

Andet landskab

Vi ved med nogenlunde sikkerhed, at kystlinjen var en helt anden end i dag, og at landskabet rent botanisk tog sig ganske anderledes ud.

Tilværelsen kan ind imellem godt være lidt kompliceret. Tro dog ikke, at det var lettere for skagboerne for 6-700 år siden.

Især handlede det, præcis som i dag, om at skaffe til dagen og vejen. Jorden kunne dyrkes, men det var i havet, at rigdommene lå.

Det har været helt afgørende, at der ikke skulle spildes tid på langvarig transport af fiskeredskaber.

Man skulle være så tæt på havet, at man kunne se og lugte det og fornemme, om det var klogt at stå til søs og sætte sejl.

Samtidig skulle man holde sig i respektfuld afstand, når bølgerne rejste sig.

Boligstandarden var en kombination af økonomi og snusfornuft. Huset skulle kunne flyttes uden større viderværdigheder, hvis havets nærhed blev for penibel.

Indretningen var tilsvarende enkel: ildsted, spise- og sengepladser til en familie, der blev taktfast forøget, og hvor manden med leen samtidig lugede ud med passende mellemrum, så der kunne komme lidt balance i tingene.

Flytninger har fundet sted. Der går frasagn om gårdflytningerne i landsognet, ikke blot på grund af havets nærhed, men nok så meget sandstormenes hærgen.

Taksationer

Hvis vi forlader Oluf Hungers sekel, og bevæger os op i det civiliserede attenhundredetal, så begynder vi straks at få anderledes fast grund under fødderne. I midten af 1700-tallet bliver der lavet brandforsikring af landets bygninger, og minsandten om det ikke også slår igennem i Skagen, hvor der fra 1801 findes omhyggeligt førte brandtaksationsprotokoller, der beskriver hvert enkelt hus med antal fag, mur- og tagklædning, indretning og samlet værdi.

Synsmændene gennemgik boligmassen hvert tiende år i lange perioder, og de var også straks på pletten, når der skete ændringer: nye fag kom til, der blev bygget udskud eller tasker, stråtaget blev helt eller delvist skiftet ud med tegl, senere igen kviste og karnapper.

I tilfælde af ildebrand rykkede taksationsmændene naturligvis også ud, og det samme gjaldt ved flytninger af bygninger.

Havet, især ved Højen, kerede sig nemlig overhovedet ikke om ejendomsretten, og det er her, man i 1820’erne kan se en massiv tilbagerykning af boliger, så der blev en lidt mere ubekymret afstand til bølgerne.

Brandtaksationerne bekræfter, at der har været en lammende ensartethed over bebyggelsen. Nogle har været lidt mere ved muffen, så man ved egen eller svigerfars hjælp kunne klaske et ekstra, blæret fag på hytten, men generelt har familierne ligget godt kompakt indenfor bræddevæggen med høns, lus og lopper - så var det også nemmere at holde varmen.

Byens skyline

Kun ganske få bygninger ragede op.

Den gamle kirke lå plyndret og forladt ude bag Damstederne. Tårnets sten kunne man ellers også godt bruge, men det var endnu vigtigere at beholde det som pejlemærke for fiskerne. Af samme grund slap det Hvide Fyr for nedrivning, da man først har fået banket Nebelongs potente fyrtårn op, men de tilhørende bygninger blev på no time forvandlet til sildesalteri, skole i Vesterby og distriktslægebolig.

Også en lille håndfuld møller stak til vejrs og en sjat købmandsgårde mønstrede ekstra muskulatur.

Søren Pedersen, Oli Bendsen og Fabricius i Vesterby, foruden byfogedboligen, Holst, Brøndum og Den røde gård i Østerby og C.S. Møller midt imellem.

Resten af husene trykkede sig, og der var ikke megen bebyggelse nord for det, der i dag er Sct. Laurentii vej. Hvad i alverden skulle man også der?

Der var jo alt for langt til havet!

Skagen rejser sig

Sandet tog magten i 1700-tallet, og det må være et af de større mirakler, at der overhovedet blev folk tilbage i Skagenområdet.

Der skulle en stribe nye undere til, før fiskerlejet atter var på benene, og da vi først kom frem til den tid, som vore oldeforældre ville kunne huske, hvis de var lidt friske i pæren, så er det nogle helt nye vers, der skal skrives i byens festsange.

Banen blev anlagt i 1890 og fik en naturlig placering på ryggen af bebyggelsen og med endestation ved borgmesterkontor og posthus. Baneforlægningen har siden været et centralt element i byplandiskussionerne, især efter at byen føg over viadukten og nordmarkerne blev spækket med blokbebyggelse og enfamiliehuse en masse. Da blev byen delt i to, fysisk og mentalt.

Fyldte bassiner

Trængsel blev der med tiden frem for alt på havnen. Bassinet var fyldt op af den voksende kutterflåde, og der var kamp om hver kvadratmeter havneareal til hæren af følgeindustrier. Filetfabrikkerne kunne lige få sig presset ind, men da der i slutningen af 1930’erne skulle bygges fiskemels- og oliefabrikker, blev de placeret på Buttervej.

På den måde kunne hele byen også få fornøjelse og fornemmelse af, at det handlede om fisk i denne by.

Når de åbne køretøjer med skidtfisk, mider og maddiker slingrede gennem byen fra auktionsbassinet til fabrikken, og hvor det ind imellem skvulpede over, så var ingen i tvivl. Det her var en fiskerby!

Havnen blev udvidet i flere omgange og nogle af de forviste industrier fandt atter hjem, hvor de hørte til - ved vandet.

Men de blev ved med at lugte, og i de nu forladte fabriksbygninger sneg de tørindustrier, som ikke var direkte relaterede til fiskeriet, og som man havde sukket efter i årevis, sig ind. Grenen Motorfabrik lavede kæmpevalser, og senere blev det strikket om til møllevinger.

Byplaner

Bystyret formulerede kun vage tanker om den retning, Skagen skulle udvikle sig i. Og dog...i 1942 fremlagde man forslag til en byplan, der skulle sikre plads til - hold nu fast - 20.000 fastboende.

Den plan blev der nogen diskussion om. Den mere skrabede udgave, der blev resultatet, fik i 1948 arkitekt Ellegaard Christensen til at udarbejde et nyt byplanforslag, der ændrede baneføringen, så toget kørte over Damstederne og havde endestation midt på havnen. Mange andre er udenfor det kommunale regi kommet med forslag til en ny struktur i byen.

Kurt Thorsen Totalentreprise gik anderledes radikalt til værks, da man i det stort anlagte byplanforslag fra 1980’erne lod Skagensbanen slutte ved bygrænsen, omdannede stationsbygningen til medborgerhus og bebyggede baneterrænet med klyngehuse. Forslaget var lige ved at få vind i sejlene, men så fik Thorsen andet at spekulere på.

Arkitekterne Justesen, Kassow og Jepsen er nogenlunde samtidig på banen med et forslag om opførelse af en håndværker- og industriby på marken syd for Østre opsyn, der hvor der tidligere var husmorstrip, cirkus og visefestival, samt klyngebebyggelse i plantagen langs Gl. Landevej. Og lige som Kurt Thorsen havde de også gjort sig tanker om lystbådenes placering mellem kutterne.

Arvesølvet

Græsset groede, og skagboerne begyndte at sælge ud af arvesølvet i form af de klassiske fiskerhuse med tilhørende udhus.

Badegæsterne stod på nakken af hinanden for at komme til at holde ferie inde i byen, hvor man kunne have held til at se folk i kedeldragter, og ikke skulle døje med mennesker fra det hjemlige kvarter i Randers, Aarhus eller Ikast. Snart fik alt for mange dog den samme ide.

Nye bebyggelser

Den første opfyldning i byen skete mellem hovedgaden og Chr. Xs vej, og senere væltede byen, som i mellemtiden var blevet snøret inde af fredninger, ud over markerne mod nord, det hele nødvendiggjort af den massive tilflytning i 50’erne og 60’erne.

Bankekvarteret blev en af de helt store udflytninger i nyere tid. Bygget på gunstige hushandeler og på skarpsild i en tid, hvor fiskerne i Skagen kunne gå på vandet og i stedet for den tætte beliggenhed i forhold til kajkanten ville have dobbelte carporte, samtalekøkkener og vinduespartier fra gulv til loft.

Også knapt så ambitiøse parcelhuse fandt deres plads i kvarteret, der er udtænkt som en djævelsk labyrint. Helst skal man være født og opvokset på Bankerne for ubesværet at kunne finde ind og ud af området, for slet ikke at tale om at lande på en helt specifik adresse.

Det kræver et avanceret satelitbaseret navigationssystem for at hitte rede i matriklerne. Mange avisbude er med tiden gået tabt ude på Bankerne, og man ved med sikkerhed, at adskillige grønne spejdere aldrig er vendt tilbage, når de ved juletid har været ude for at aflevere grantræer indkøbt på Markvej.

Forandring fryder

Jovist har Skagen forandret sig, med eller uden planlægning. Og stor folkelig interesse er der for sagen. Det så man tydeligt, da Masterplanen for nogle år siden kom til verden.

Men det er stadig på havnen, det sner. Snart vil slagskyggen fra den nye tørdok falde over Carl Nielsens Finis Terre på Vestre Strandvej, og i den anden ende af havnen vil der blive direkte afskibning af fiskemel fra FFs nye superlager. Det hele garneres af måbende krydstogtturister, der sommeren igennem sprøjtes ud på kajen - og som faktisk ser ud til at nyde synet. Lad os andre gøre det samme.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...