Der er lys over et muntert Skagen, når Drachmann-Kvartetten lægger fra land

SKAGEN: Et af Drachmann-Kvartettens mest populære programmer har titlen ”Vin, kvinder og sang”.

Det kan opleves i aften, onsdag 7. august kl. 20 i digterens hus på Hans Baghsvej.

Selv om dette program har kunnet opleves gennem mange år, er det aldrig det samme.

Der er hos de digtere, som er repræsenteret, så meget at hente, at programmerne hele tiden kan fornyes.

Aftenens program omfatter foruden tekster af Holger Drachmann også tekster af Sigfred Pedersen, Hans Hartvig Seedorf og Nis Petersen, og derved kommer aftenen ind under kategorien litterær Cabaret, som er et begreb Drachmann opfandt, men aldrig fik gennemført.

Det gjorde til gengæld en af hans muser, den norske cabaret- og operettesangerinde Bokken Lasson, som skabte litterære cabaretter i Tyskland og Norge.

Drachmann-Kvartten, som består af ægteparrene Ann-Marie Gabrielsson og Jesper Hegaard samt Birgit og Poul Bernth, vil gøre deres til, at der bliver tale om en festlig og afslappet aften med mulighed for at synge med på kendte viser og sange.

I dagene op til den enkelte aften vil der være mulighed for at købe billet i Drachmanns, Michael og Anna Anchers hus og på Skagens Museum.

I morgen, torsdag kl. 11.15 fortæller Poul Bernth om ”Drachmann og Vendsyssel”, og på tirsdag kl. 11.15 fortæller Birgit Bernth om ”Drachmann og damerne”.

På næste onsdag hedder aftenen ”Havet og Kærligheden”.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...