SKAGEN: Det begyndte med en ambitiøs drøm om at skabe nogle af verdens bedste vine til de mest kræsne Michelin-restauranter. Og somme tider går drømme i opfyldelse.

Det gjorde de for iværksætteren Jens Skovgaard fra den lille by Læsten ved Randers. Han var forstander for en efterskole, men da en dunk med frossen æblemost en dag lækkede frugtsirup i hans fryser og spredte en herlig duft af sommer, fik han en ide:

Han ville prøve at lave vin – ikke på sydeuropæiske druer, men på nordiske bær og frugter.

Jens Skovgaard droppede den trygge forstandertilværelse og stiftede firmaet Cold Hand Winery. Efter mange forsøg og eksperimenter med bl.a. æbler, kirsebær, solbær, ribs, blommer, hyldeblomst og rabarber lykkedes det ham at skabe en række vine, som ikke bare smagte godt. De var så vellykkede, at de begyndte at vinde priser, og de blev efterspurgt også uden for Danmarks grænser.

Onsdag den 24. juli kan man møde Jens Skovgaard på Klitgaarden i Skagen – til en aften, som Foreningen Refugiet Klitgaardens Venner står bag. Her fortæller Jens Skovgaard om, hvordan det er at leve sine iværksætterdrømme ud – og om de sejre og udfordringer han har oplevet undervejs.

Fra starten gjorde han et klart valg. Han ville ikke som andre danske vinbønder forsøge sig med vin, lavet på druer.

”Med druer er vi allerede bagud på point fra starten i forhold til f.eks. Sydeuropa, hvor druerne på grund af det varmere klima bliver meget bedre”, siger Jens Skovgaard. Med frugter er vi derimod foran på point. F.eks. har æbler og pærer fra vores breddegrader en fantastisk smag som følge af, at de får tid til at udvikle sig langsomt i de kølige danske vejrlig”.

Jens Skovgaard fandt de mest velegnede frugter i et samarbejde med den fynske æbleavler Flemming Villebro Jørgensen, og efterhånden blev sortimentet udvidet med en lang række andre frugtsorter. Vinene aftages af vinhandlere, restauranter og barer ikke bare i Danmark, men også i bl.a. Tyskland og Frankrig.

”Interessen i udlandet er kolossal. Det er ikke i København, vi præsenterer vores nye vine. Det er i Berlin og på toprestauranter rundt i Europa. En af Paris’ hotteste barer bruger vores vine i deres cocktails”, fortæller Jens Skovgaard.

Cold Hand Winery er ikke alene på markedet for dansk frugtvin. Mere end 30 producenter leverer i dag mousserende vine, rødvinslignende vine og dessertvine, baseret på frugtvin. For - som en af Danmarks mest erfarne vineksperter Tim Vollerslev formulerer det i dagbladet Politiken:

”Dansk frugtvin er det nye sort. Det kommer til at sætte Danmark på verdenskortet”.

Og i vineriet i den lille by Læsten fortsætter de udviklingen af nye eksportvarer.

”Vi er meget nørdede i jagten på det bedste produkt. Æbler er nemlig ikke bare æbler, og kirsebær er ikke bare kirsebær. Vi kender sorterne som vores egne børn, og forsøgene på at nå den rette syre/sødme balance nærmer sig et sandt detektivarbejde”, siger Jens Skovgaard.

Arrangementet på Klitgaarden den 24. juli omfatter smagsprøver og er åben for alle. Billetter kan købes via hjemmesiden klitgaarden.dk.

Susse Wold 30. juli

Ugen efter – den 30. juli - har Klitgaardens Venner en aften med skuespilleren og forfatteren Susse Wold (udsolgt), og sæsonen slutter den 7. august med et virksomhedsbesøg på havnen hos den store fiskeindustri-virksomhed FF Skagen. Overskuddet fra sommerens arrangementer er med til at sikre kunstnere og forskere legatophold på Klitgaarden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...