Et nyt projekt vil dokumentere havets biodiversitet omkring Danmark. Danmarks Naturfredningsforening og Aarhus Universitet søger frivillige til at indsamle prøver

SKAGEN: Danmarks Naturfredningsforening og Aarhus Universitet vil med projektet ’HavBlitz’ kortlægge fiskearter omkring de danske kyster ved hjælp af miljø-DNA.

29. september 2019 vil frivillige indsamle vandprøver på 100 forskellige lokaliteter langs Danmarks kyst - lige fra Hvide Sande over Skagen ned til Sæby og over til Rønne i øst.

Tidligere har det været en vanskelig proces at undersøge, hvilket liv der gemmer sig under havets overflade.

Men med opdagelsen af miljø-DNA er det muligt at se, hvilke fiskearter og andre organismer der gemmer sig i havet, ud fra blot en enkelt vandprøve.

- Det er en unik mulighed for de frivillige at deltage i et stort videnskabeligt projekt og dermed bidrage til vores viden om livet i det danske havmiljø, siger Philip Francis Thomsen, der er lektor ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet.

Fisk og andre organismer i havet efterlader DNA-molekyler, der er kendt som miljø-DNA eller eDNA.

Disse molekyler indeholder informationer, der er helt unikke for hver art.

Ved at analysere DNA-molekylerne kan forskerne fra Aarhus Universitet bestemme, præcis hvilken art det enkelte molekyle stammer fra.

En vandprøve indeholder derfor et væld af informationer om livet i det pågældende miljø, og forskerne kan bruge denne information til at skabe en artsliste for hver af de vandprøver, de frivillige har indsamlet.

Disse informationer vil ved projektets afslutning blive kombineret til et nationalt kort over Danmarks fiskerarter i havet.

Medlemmer fra Danmarks Naturfredningsforening skal indsamle vandprøverne

HavBlitz vil over det næste år mobilisere 400 frivillige blandt Danmarks Naturfredningsforenings medlemmer.

Projektet vækker begejstring hos Maria Reumert Gjerding, præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening:

- Miljø-DNA er fremtiden inden for naturovervågning, og vi er glade for at kunne involvere vores medlemmer i et så betydningsfuldt projekt. Havmiljøet er under stort pres i øjeblikket og vi håber, at resultaterne fra projektet kan bidrage til en bedre beskyttelse af det i fremtiden, siger hun.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...