Men universitetskommunerne høster frugterne

KOMMUNEN: Andelen af en ungdomsårgang, der tager en ungdomsuddannelse, stiger stille og roligt år for år.

På landsplan er andelen af unge med en ungdomsuddannelse fra 2008 til 2018 steget fra 81 procent til 85 procent. Stigningen varierer imidlertid meget fra kommune til kommune og dækker også over, at andelen af unge med en ungdomsuddannelse varierer meget på tværs af kommunerne.

Det fastslår VIVE i en analyse af kommunetallene for 2020.

VIVE er det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd.

I følge VIVE tegner der sig et tydeligt billede af, at flere unge i yderområderne tager en ungdomsuddannelse, men sidenhen flytter fra hjemkommunen og sjældent vender tilbage til fødeegnen.

Ser man hvor gruppen af 25-29-årige, der i dag bor i en af universitetsbyerne, men fokusere på, hvor de boede, da de var 15 år - altså den kommune, hvor de tog deres ungdomsuddannelse, så viser det sig, at Frederikshavns andel er på 86,6 procent, Hjørrings andel er på 86,2 procent og Læsøs er på hele 92,6 procent - altså pænt over landsgennemsnittet.

Brønderslev og Jammerbugt ligger lige under landsgennemsnittet med henholdsvis 84,3 procent og 83,2 procent.

I Nordjylland er det er især i universitetskommunen Aalborg mange af 25-29-årige med en ungdomsuddannelse har bosat sig, og det viser i følge VIVE med al mulig tydelighed, at de store byer og ikke mindst universitetsbyerne virker som magneter på de unge i ungdomsårene.

Mange faktorer har betydning for, om unge bliver boende i deres hjemkommune eller vælger at flytte væk.

Det kan for eksempel være faktorer som uddannelses- og jobambitioner, transportmuligheder, jobmuligheder, uddannelsesinstitutioners beliggenhed, etablering af familie, kammeraternes flytte- og uddannelsesvalg og forestillingen om, at det er mere spændende at bo i en større by.

Men uanset hvad forklaringerne er, så er det vigtigt at være opmærksom på, at statistik over, hvor de unge bor i dag, skjuler, at en række yderkommuner ser ud til at være ganske gode til at få de unge til at tage en ungdomsuddannelse, konkluderer VIVE.

Yderkommunerne høster blot ikke frugterne af indsatsen, da en stor del af de unge senere flytter til kommuner, hvor der er videregående uddannelser, flere jobmuligheder, og hvor det er mere attraktivt at være ung.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...