Birgit Hansen ser tilbage på 2019 og frem mod 2020

KOMMUNEN: NORDJYSKEs Ugeaviser har fået borgmester Birgit Hansen om at kigge ind i det nye år med afsæt i året der er gået.

Læs med og blive klogere på dig selv, kommunens ildsjæle og det drive, man møder over alt i kommunen, når man kommer rundt.

Vi giver ordet til Birgit Hansen:

Når jeg tænker tilbage på 2019, tænker jeg på, hvor meget drivkraft, der er i vores kommune. Hvor er jeg taknemmelig for, at vi som kommune ikke skal klare det alene.

Der er en virkelyst i de tre stor byer og oplandet uden lige.

I erhvervet, foreningerne, sporten – ja hele vejen rundt er der mange, der får ting til at ske.

Landsbyløbet har samlet så mange som aldrig før.

Fakkelløbet i Bangsbo tænder lys i mørket og i de mange, der bærer faklerne gennem Møllehusskoven op til jul, og de mange julemarkeder i hele kommunen tiltrækker tusindvis af lokale og udenbys gæster.

Vi har mange traditioner for at samle os om årets højtider og højdepunkter.

Et af dem er Integrationsfesten Hele Verden i Frederikshavn Kommune, hvor vi hylder mangfoldigheden.

I vores kommune har vi så mange ildsjæle, så mange frivillige kræfter, der lægger tid, energi og hjerteblod i at gengagere sig, planlægge og præstere, og endnu flere, som bakker op som deltagere.

Frederikshavn er vært for VM kvalifikation i Floorball og hjemmebane for landsholdet, Special Olympics Idrætsfestival og EM i kvindehåndbold. Skagen er vært for Vinterbaderfestival, Skagen Marathon, Skagen Vandrefestival. Sæby er vært for International Musikfestival, 24 Timer ved Havet og mange andre arrangementer.

Ungeklimaråd

I et år, hvor klimaet kom øverst på den internationale politiske dagsorden, gør det mig særligt glad og stolt, at vi har et aktivt Ungeklimaråd, der inspirerer andre kommuner og politikerne på Christiansborg, der har dannet et nationalt Ungeklimaråd, hvor Nikolaj Bang Høfler repræsenterer vores kommune.

Det frivillige engagement er det, der gør, at vores kommune ikke bare overlever.

Vi lever faktisk.

Det er noget, der gør det værd at leve her, selv om der også ligger meget arbejde i det.

Investering i by og på land

Vi investerer i byudvikling for 30 mio. kr. i Frederikshavn.

Rådhusparken tager form, og vi tager fat på klimasikring og renovering af gågaden i 2020.

Men vi tænker ikke kun i at investere i de tre store byer.

Jeg er glad for, at vi har Distriktsudvalget, og vi har afsat flere penge i budgettet til udvikling af landsbyerne.

Vi investerer i udvikling af Dybvad for 3,3 mio. over fem år, og jeg er spændt på, hvad det giver til byen, og hvordan vores investeringer i byudvikling kommer til at smitte positivt af på lysten til at bosætte sig i vores kommune.

Vi investerer for at tiltrække investeringer, der giver afkast i form at øget omsætning, flere arbejdspladser og mere aktivitet i hele kommunen.

Vokseværk i havnene

I 2020 sætter vi udvidelsen af Sæby Havn i gang.

Vi indvier etape 3 udvidelsen af Skagen Havn for at imødekomme de behov, som erhvervet efterspørger.

Vores investeringer i udvidelsen af Frederikshavn Havn begynder vi at høste frugterne af bl.a. med etableringen af M.A.R.S., som uddanner og beskæftiger nogle af kommunens ledige og dermed giver dem et nyt fodfæste på arbejdsmarkedet.

Mange spørger: hvornår starter de?

De er i gang med store forberedelser, og når verdens største mobile kran ankommer til havnen i 2020 - ja så er det i den grad tydeligt.

Maritim Student

Vi arbejder sammen med erhvervet og uddannelsesinstitutionerne om at udvikle, tiltrække og tilbyde uddannelser og opkvalificering, der matcher erhvervets behov.

Dette arbejde har fx resulteret i, at Frederikshavn Gymnasium fra august 2020 begynder at uddanne maritime studenter.

I 2020 har vi et godt afsæt i forhold til de beslutninger, der er truffet.

Vi er et stort flertal i byrådet, der står bag budgettet, og det er et godt budget med de muligheder og den økonomi, vi har.

Der er rigtig gode beslutninger - fra mere asfalt, til hvordan vi rekrutterer til ældreområdet.

Vi har nedsat en gruppe, der har til opgave at arbejde med fremtidens rekruttering, så der også fremover er uddannet personale til at drage omsorg for vores ældre.

Kerneopgaverne i fortsat fokus

Vi har mere fokus på det grønne og vores natur i 2020, hvor vi gennemfører en cykelanalyse og investerer i velfærdsfaciliteter på vores lystbådehavne og strande, men vores allervigtigste prioritering er de kommunale kerneområder.

Det er børn i 0-6 års alderen, skole, ældre, handicap, kultur og fritid.

Det er og bliver en stor opgave at gøre det så godt som muligt med de penge, vi har.

Det er vores fornemste opgave at balancere de midler, vi har til rådighed.

Det arbejder politikere, ledelse og ansatte med hver eneste dag.

Langt størstedelen af de midler vi har, bruger vi til at løse vores kerneopgaver.

Men vi skal også have mod til at investere for at tiltrække investeringer.

Verdensmålene er også vores

Vi har taget FN’s Verdensmål til os.

De skal være pejlemærker for en bæredygtig udvikling af vores lokalsamfund - socialt, økonomisk og miljømæssigt.

Vi har trådt de første vigtige skridt med Energibyen i Frederikshavn kommune, og vi ved, at omstillingen til en mere bæredygtig verden rummer mange muligheder - også for at skabe vækst og nye arbejdspladser.

I 2020 trækker det nye Verdensmålsudvalg i arbejdstøjet med det sigte at arbejde struktureret med Verdensmålene på tværs af de politiske udvalg og med involvering fra lokalsamfundet.

Det skal bidrage til, at lokal viden, erfaringer og kompetencer bringes i spil til gavn for verden og lokalsamfundet.

Der kan være arbejdspladser i omstillingen og vigtigst af alt, er det tilgang for os som mennesker.

Vi bliver brugt

Noget af det bedste ved at være byrådspolitiker er, at folk finder os.

Vi bliver spurgt, om vi vil være med til at sætte noget i gang sammen med alle de gode kræfter, der er derude.

Vi har et drive til lige at gøre lidt mere. Både i kommunen og erhvervslivet.

Jeg går ind i det nye år med en vis grad af optimisme.

Vi har lagt nogle gode trædesten for 2020.

Vores økonomi balancerer og er på mange måder på vej i den rigtige retning, men der er stadig meget at gøre.

Får vi besluttet noget? Ja, det gør vi.

Det kan man se på vores dagsordener, og vigtigst af alt, kan man se det i det virkelige liv.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...