FREDERIKSHAVN: En ukendt, men ret eftertænksom mand er citeret for en gang at have sagt: "De mennesker, som har fået mest ud af deres liv, er ikke dem, der har levet i hundrede år, men dem som har levet hvert minut." Sætningen har sin egen logik, og den er næsten designet til at give dårlig samvittighed, for man spørger uundgåeligt sig selv: Får jeg nok ud af det hele, inden det er for sent?

Da Hospice Vendsyssel i sin tid blev etableret på Suderbovej i Frederikshavn, var det med det formål at skabe ordentlige, trygge og værdige rammer for mennesker, der på baggrund af alvorlig sygdom befinder sig i den sidste fase af livet. Nu har man været her i ti år, og personalet har lært at forholde sig til mange slags patienter. Det drejer sig om dem, der nåede at få det hele med, men man møder også patienter, for hvem tilværelsen aldrig nåede at folde sig helt ud. Og patienterne kan få hjælp på flere fronter, fortæller hospicechef Birgitte Nielsen:

- Vi kan tilbyde en lindrende indsats på både det fysiske, det psykiske og det åndelige/eksistentielle plan. Og faktisk også på det sociale plan, for vi har også familier, hvor en ung forælder skal dø fra et barn, hvor det bliver komplekst at være hjemme, fordi børnene ikke kan være i det døgnet rundt. Det er familier, hvor et specialiseret indsatsbehov gør, at der kan være behov for aflastning.

Det er alvorligt syge mennesker, der får en plads på Hospice Vendsyssel. De modtager en såkaldt palliativ behandling, altså en indsats mod deres livstruende sygdom. Det stiller store krav til et personale, og det er Birgitte Nielsen helt på det rene med:

- Det kræver et stort fokus at være ansat hos os. Først og fremmest skal man være interesseret i feltet, og man skal turde bruge sine kolleger og være klar på at udlevere, hvad man tænker og føler. Men man skal også forstå, at det er vigtigt at være i øjenhøjde med patienten, for det er altid ham eller hende, der sætter dagsordenen. Og så skal man være i besiddelse af et stort mod, for man vil i mange situationer komme til at stå alene med meget komplekse problemstillinger, og det gælder både for vores sygeplejersker, fysioterapeuter og musikterapeuter.

Men selv om jobbet kræver, at man som ansat er temmelig robust, så tager Hospice Vendsyssel forskellige indarbejdede forholdsregler i brug:

- Det kan være nødvendigt, at man får supervision, og det får vi fast. Det kan også være nødvendigt, at man i perioder skifter mellem, hvilken patienttype man har ansvaret for. Eksempelvis er der tidspunkter, hvor det er fint nok at have ansvaret for en 35-årig, der skal dø, og så kan der være andre perioder, hvor man skal passe et menneske, der fik nået at sætte alle fodaftryk i livet.

Hospicechef Birgitte Nielsen har været med fra starten, og hun oplever, at folks syn på Hospice Vendsyssel har ændret sig markant:

- Jeg synes først og fremmest, at kendskabet til Hospice Vendsyssel efterhånden har gjort, at folk forstår, der findes en anden mulighed for specialiseret hjælp, hvis man har nogle symptomer, som ikke kan håndteres på et sygehus eller i eget hjem. Ringene har bredt sig i vandet, og mange mennesker kender nogen, der har været her, og de har hørt, det er et godt sted at være. Det var omvendt i begyndelsen, hvor vi skulle kæmpe for vores berettigelse.

Det er gratis at få behandling på Hospice Vendsyssel, men man kan ikke lade sig indlægge på stedet. Der skal en visitation til. Og Birgitte Nielsen kunne godt ønske sig, at langt flere i fremtiden kunne blive en del af en hospicebehandling:

- Jeg synes, det kunne være spændende, hvis vi kunne blive enige om, at der skulle være palliative indsatser for flest mulige. Vi ved jo godt, at vi nok ikke får flere døgnpladser inden for den nuværende kræftpakke, men man kunne se på, om der kunne gøres noget for dem, der sidder derhjemme og ikke er klar til en hospiceplads endnu, men som har stærkt begrænset levetid tilbage.

I år er 142 mennesker døde på Hospice Vendsyssel. Det er sørgeligt i sig selv, men hvor mærkeligt det end lyder, så er Birgitte Nielsen sammen med sit personale opmærksom på, at der skal være plads til et grin:

- Vi bruger humoren som et middel mod hverdagen. Mange patienter og pårørende sætter pris på at se det menneske, som vi også er. Og der kan man godt bruge humoren, også en ret morbid af slagsen indimellem. Der er ikke nogen her, der ikke tør grine, og det kan være meget befriende, at humoren er til stede. Vi kan jo ikke gå som bedemænd i habitter hele dagen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...