SOMMER 2020: Tversted Søerne finder man bag klitterne i bunden af Tannis Bugt i den store Tversted Plantage, som er den ældste klitplantage i Nordjyllands Statsskovdistrikt.

Plantningen blev påbegyndt i 1858.

De mange år har givet plantagen et ægte skovpræg, som flere af de yngre plantager endnu ikke har opnået.

En smal asfaltvej fører fra landevejen mellem Hirtshals og Ålbæk ind til en stor parkeringsplads i skoven.

Herfra er der mange muligheder for traveture, og der findes flere afmærkede ruter.

En af de kortere ture går rundt om Tverstedsøerne, som er en søidyl, man ikke venter at finde på dette sted.

Søerne er ikke skabt af naturen, men derimod af en tidligere klitplantør, Chr. Ulrik Sand.

Han var optaget af den beskedne Hvarrebæk, som snoede sig gennem området og endte ude ved kysten.

I 1948 byggede Chr. Ulrik Sand en dæmning, og dermed opstod den først sø.

Senere fulgte to mindre søer, og i dag er området et af de mest besøgte turiststeder i Vendsyssel.

En af dem, der har fundet ud til søerne er Nanna Korsbæk Mikkelsen.

- Jeg har været ude og cykle i skoven og været på en lang travetur i plantagen - og så jeg har i øvrigt overnattet i én af de mange shelters, fortæller hun.

Nanna Korsbæk Mikkelsen er lige blevet færdig med sit tre år lange studie i Norge i friluftsliv.

- Jeg er oprindelig fra Lønstrup, men tog til Sogndal ved Hemsedal i Norge for at gennemføre mit friluftslivs-studie. Nordmændene er gode til friluftsliv, de går meget i fjeldene, sejler og står på ski, og det findes alt sammen i bunden af sognefjorden.

- Jeg skal bruge min uddannelse til at undervise i friluftsliv i Danmark, hvor jeg vil få en stor opgave i at formidle budskabet om naturens friluftsliv, som vi jo dybest set alle sammen ønsker mere af. Det at forstå naturen er jo så mangfoldigt, at man aldrig bliver færdig med at undre sig - og dermed også glæde sig i det daglige. Det er med til at give det gode liv, siger Nanna.

- Jeg kører meget på cykel i naturen, og jeg har også løb som min store passion, og det kan man jo udføre i naturen, og samtidig få store oplevelser, tilføjer hun.

Nanna har planer om at arbejde og bosætte mig i Danmark - måske i Nordjylland, som har de helt store naturområder.

Men Nanna er ikke eneste turist ved Tversted Søerne - og det er bstemt ikke spor underligt.

For hver weekend i sommerhalvåret er den store parkeringsplads fyldt med biler, da stedet er et yndet udflugtsmål. Og i ferietiden gælder det alle ugens dage.

Folk hygger sig i solen eller leger og spiller bold på det store græareal.

Der spises frokost eller drikkes kaffe ved bordene, og børnene har mulighed for at lege på den flotte og nyrenoverede naturlegeplads, der ligger mellem plantagens stammer.

Legepladsen har et bredt udbud af gynger, klatrestativer og balanceredskaber. Der er også frokosthytte og gode toiletforhold.

Tekst: Jens Brændgaard

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...