Mens danskerne i gennemsnit bor på 52,5 kvadratmeter per person, så har frederikshavnerne knap otte kvadratmeter mere til rådighed

KOMMUNEN: Fortæl mig dit postnummer, og jeg skal fortælle dig, hvor mange kvadratmeter du bor på. En ny opgørelse fra Dansk Byggeri viser, at der er stor forskel på, hvor mange kvadratmeter hver dansker har til rådighed.

Således har frederikshavnerne i gennemsnit på 60,3 kvadratmeter til rådighed per person.

- Boligarealet per person hænger sammen med efterspørgslen på boliger i lokalområdet. En større efterspørgslen presser kvadratmeterprisen op, og det kan sætte en grænse for, hvor stor en bolig, man har råd til at købe. Og så har husstandsindkomsten, den gennemsnitlige familiestørrelse i de enkelte kommuner samt til- og fraflytninger mellem kommunerne naturligvis også stor betydning.

- Generelt set har frederikshavnerne og nordjyderne helt generelt mere plads end den gennemsnitlige dansker og meget mere plads end københavnerne, som i gennemsnit bor på kun 40,1 kvadratmeter per person. Kort sagt kan man sige, at københavnerne bor dyrt og småt, mens nordjyderne bor stort og flot, siger økonomisk konsulent i Dansk Byggeri Jacob Hangaard.

Siden 2010 er danskernes boliger i gennemsnit vokset med én kvadratmeter per person. I Nordjylland er antallet af kvadratmeter per person vokset med i gennemsnit 2,2 kvadratmeter.

- Der er mange steder en sammenhæng mellem væksten i befolkningen og antallet af kvadratmeter per person. Der, hvor væksten i befolkningen er svag eller negativ, stiger det gennemsnitlige antal kvadratmeter per person. Det er også tilfældet i flere af de nordjyske kommuner, siger Jacob Hangaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...