Venstre vil trække Frederikshavn ud af Business Region North, lukke Energibyen og skrue op for Erhvervshus Nord og Turisthus Nord

FREDERIKSHAVN: Søndag aften forlod Venstre budgetforhandlingerne i Frederikshavn, og efter fire år med et tæt samarbejde mellem de to store partier i Frederikshavn Byråd står Venstre nu uden for forligskredsen.

Venstre mener, at Socialdemokraterne er ude på en forkert kurs, der risikerer at sætte de seneste års økonomiske genopretning over styr. Venstre kan ikke acceptere, at der næste år tages 14 mio. kr. af kommunekassen.

- Tiden er ikke inde til bare at bruge løs af kommunens midler ved at hive penge op af kassen. Vi er stadig en fattig kommune, og det arbejder vi i Venstre for at lave om på, siger byrådsmedlem Peter Sørensen, der sammen med Anders Broholm og Jytte Høyrup udgjorde Venstres forhandlingsgruppe.

Han mener, at Socialdemokraterne, SF, Konservative og DF’s Flemming Rasmussen giver køb på de økonomiske måltal, der hidtil har været borgmesterens ufravigelige kompas.

- Flertalsgruppen svigter nu på samtlige parametre. Vi mener, vi fortsat skal holde styre efter konkrete økonomiske måltal, for vi kan se, at det virker, siger Peter Sørensen.

Lokalt contra regionalt

Venstre vil også give folkeskolen et varigt kvalitetsløft og styrke den lokale erhvervsfremmeindsats.

Regeringen har besluttet at samle kommunernes erhvervsfremme i regionale centre, hvilket skal frigøre 100 mio. kr. til borgernær velfærd.

Frederikshavn Kommune skal bidrage med to mio. kr. hertil, og i budgetforliget mellem S, K, SF og DF’s Flemming Rasmussen tages de med en halv mio. fra Erhvervshus Nord og det samme fra Turisthus Nord, Energibyen og kommunens erhverv og udviklingsafdeling.

Venstre vil gå en helt anden vej og skrue op for både Erhvervshus Nord og Turisthus Nord.

- Det er i det lokale nærområde, at erhvervslivets udfordringer er kendte. Derfor bør den lokale erhvervsudvikling opjusteres. Det kan sagtens foregå uanfægtet af, at der kommer ny lovgivning fra Folketinget, siger Jytte Høyrup.

Venstre vil også melde Frederikshavn Kommune ud af Business Region North, et samarbejde mellem de 11 nordjyske kommuner og Region Nordjylland, der har til formål at samle kræfterne og skabe fælles vækst og udvikling i Nordjylland.

Vil nedlægge Energibyen

Energibyen Frederikshavn skal nedlægges, og nogle af opgaverne overtages af Erhvervshus Nord, mener Venstre, der også vil skrue ned for kommunens forbrug af konsulenter. Herunder en kommunal pressestrateg.

Og så skal langt flere opgaver konkurrenceudsættes. Det skal indbringe 2,5 mio. kr. i 2019 og herefter 5 mio. kr. om året, mener Venstre.

- Det er ikke god latin hos Socialdemokraterne, men vi mener, man bør holde et mere vågent øje på, hvad der kan hentes ad den vej. Arbejdsmarkedsudvalget for eksempel bruger for mange penge.

Kommunens ledelse skal også slankes. Ikke blot de to øverste lag, men hele organisationen, der lider under flere års knopskydning, siger Peter Sørensen.

Kommunens budget for 2019 skal endelig vedtages på byrådsmødet på onsdag.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...