På Frederikshavn Gymnasium, har eleverne modtaget virtuel undervisning siden den 12. marts hvor landet lukkede ned. Det har været en stor omstilling og det glæder da også rektor Thomas Svane at det nu bliver muligt at færdiggøre undervisningen på skolen for afgangseleverne.

- Vi kunne være startet den 15. april, men vi vurderede at den virtuelle undervisning fungerede, og derfor var der ingen grund til at starte op i panik. Vi ville hellere bruge tiden på at få det nye setup til at fungere.

- Og det var godt vi lige trak vejret lidt over påsken. Da det viste sig, at det kun var afgangseleverne vi fik på skolen, kunne vi arrangere undervisningen i store hold på vores fællesarealer, i stedet for at køre undervisning fordelt over flere klasselokaler. Og det har fungeret fint. Læreren skal råbe lidt højere, da det er store rum, men det er en fordel at alle elever modtager undervisningen samtidigt. Vi har også kunnet benytte os af parken, og derfor har det været perfekt med det gode vejr fortæller Thomas Svane.

Ændrede eksamener

På grund af undervisningsforløbet med virtuel undervisning er eksamener ændret for afgangseleverne. Eleverne på på STX skal kun til to skriftlige og én mundtlig eksamen, mens HF’erne skal til to skriftlige og to mundtlige eksamener. Man modtager et helt normalt afgangsbevis, hvor det i mange fag vil være årskarakterer i stedet for eksamenskarakterer.

- Det bliver en meget anderledes afgangseksamen, og det er eleverne meget kede af. Gennem de sidste tre år har de arbejdet hårdt, for at kunne afslutte eksamen med hele den traditionelle afvikling, som bl.a. sidste skoledag, galla og overnatning i parken inden offentliggørelse af eksamenskarakterer. Det kan ikke lade sig gøre i år, og jeg kan også være bange for om det bliver muligt at afvikle dimissionen som vi plejer.

De fleste elever havde glædet sig til hele forløbet med læseferie og muligheden for virkelig at gå til eksamen og vise hvad de kan, men der er også elever der ikke bryder sig om hele eksamensforløbet.

Maise Kristiansen er en af de elever der startede op den 20. april. ”Jeg var ret spændt på hvordan det hele skulle foregå. Men vi blev godt informeret og hver klasse fik sit eget område på skolen med egen indgang, så jeg var ret tryg da jeg tog afsted. Det var virkelig dejligt at komme hjemmefra og møde alle de andre i stedet for at se dem på skærmen”.

- Det er selvfølgelig ikke optimalt at modtage undervisning i en idrætshal med 2 meter mellem eleverne, men lærerne har virkelig gjort hvad de kunne med flere tavler og projektorer. Jeg havde set frem til de mundtlige eksamener, hvor man har muligheden for at brillere fortæller Maise.

Oscar Rosenberg er en af de elever der ikke er så ked af de færre eksamener. ” Jeg synes faktisk at den virtuelle undervisning har fungeret godt i de fleste fag, men det er dejligt at se de andre igen. Personligt er jeg ikke så ked af at der bliver færre eksamener, da jeg ikke er så vild med det pres der ligger på én. Det er en fin løsning der er lavet med de fag vi skal op i fortæller Oscar.

Både Maise og Oscar kan efter eksamen se frem til et sabbatår, hvor de begge skal en tur omkring militæret for at aftjene værnepligten.

Indtil videre modtager eleverne på første og andet år stadig virtuel undervisning, men om der bliver åbnet yderligere, ved man første efter den 10. maj.

- Jeg bliver virkelig positivt overrasket, hvis der bliver åbnet for at flere elever kan møde ind, og samtidig vil det også give en masse praktiske problemer, da det bliver svært at overholde sundhedstyrelsens retningslinjer på den plads vi har til rådighed fortæller rektor Thomas Svane.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...