LØSNING: Turistkontoret i Skagen genåbner i seks uger for at imødekomme gæsternes behov

SKAGEN: På tirsdagens ekstraordinære bestyrelsesmøde i Turisthus Nord - som driver turistkontorerne i Skagen, Frederikshavn og Sæby - drøftede bestyrelsen udviklingen i gæstestrømmen til Skagen i højsæsonen.

Det blev besluttet at oprette en midlertidig fysisk turistservice i Skagen i maksimalt seks uger i højsæsonen.

Turistkontorerne i Frederikshavn og Sæby forbliver lukkede.

Da der er forskellige opgaver med blandt andet at finde personale og lokaleindretning m.v., går der nogle dage, inden Turisthus Nord kan melde ud, hvordan servicen kommer til at fungere.

Denne løsning bliver ikke omkostningsfrit for Turisthus Nord, men bestyrelsen har valgt at genåbne midlertidig for at imødekomme gæsternes behov for personlig service.

”Turisthus Nord kører fortsat på med en omfattende brandingkampagne for at tiltrække flere gæster til området, for selvom grænserne åbner sig mere og mere, er det vigtigt, at vi holder markedstrykket, så vores medlemmer og Frederikshavn Kommune får sin del af et marked, der stadig er begrænset”, lyder det i en pressemeddelelse fra Turisthus Nord.

I løbet af efteråret flytter Turisthus Nord i nye lokaler i Skagen, og her kan alle interesserede få mere at vide om de planer, der er for Turisthus Nords fremtidige virke.

Turismen styrkes

Med henblik på at styrke turismen skal Frederikshavn Kommune fra næste år arbejde sammen med Aalborg, Brønderslev og Læsø kommuner.

Det har et flertal i byrådet besluttet, og samarbejdet skal hedde Destination Nord.

Dermed opsiger kommunen samarbejdet med Turisthus Nord, som hidtil har drevet turistkontorerne i Skagen, Frederikshavn og Sæby.

Selv om aftalen med Frederikshavn Kommune reelt først udløber fra 2021, valgte Turisthus Nord alligevel at lukke de tre turistkontorer i foråret.

Det skete af hensyn til Turisthus Nords økonomi, da der er tale om tre dyre lejemål.

Desuden skal Turisthus Nord stå til ansvar for en lang række medlemmer, som hovedsagelig er virksomheder i turistbranchen.

Men nu åbner der altså - midlertidig - et turistkontor i Skagen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...