- Vi har rigtig mange gode restauranter i Skagen, Frederikshavn og Sæby. Så jeg synes, at folk skal bruge nogle af de feriepenge, de har fået udbetalt til at tage ud og spise den middag, de altid har drømt om. De kan også tage på en weekendtur på et af vores gode hoteller, og i det hele taget hygge sig med hinanden. Shop i vores lokale butikker og køb en skøn trøje her til vinter.

Direktør i Turisthus Nord René Zeeberg opfordrer alle til at bakke om op de lokale overnatningssteder, restauranter og butikker.

- Hvis vi bakker op om de små virksomheder lokalt, vil de også have penge at bruge, og dermed får vi gang i samfundet, sådan som udbetalingen af feriepengene var tænkt til at gøre, uddyber han.

I oktober var der som bekendt efterårsferie i Skandinavien og i Tyskland.

- I turisterhvervet taler vi derfor om hele oktober som en efterårsferie, fordi forskellige lande har valgt forskelige uger til at holde efterårsferie.

Rene Zeeberg vurderer, at danskerne har sat deres præg på Toppen af Danmark i uge 42.

- Vi har ikke overnatningstallene endnu for oktober, men det er mit indtryk, at når jeg taler med hotelejerne og restauratørerne, så har de haft rigtig travlt i den danske efterårsferie.

Restauranterne er dog kede af, at skulle lukke klokken 22, fordi de derved kun kan have en setting på deres restaurant.

- Derfor er det også vigtigt, at vi bliver ved med at gå ud og spise og støtter vores restauranter, understreger han.

René Zeeberg oplever også, at der har været mange tyskere i sommerhusene i oktober. Men nordmændene kommer ikke. I følge de norske myndigheders bør nordmænd ikke rejse til Danmark, og hvis de gør skal de gå i karantæne, når de vender hjem.

- Nordmænd på ferie i Danmark giver normalt dobbelt omsætning i et område sammenlignet med danske gæster. Så at nordmænd ikke besøger vores område kan mærkes, siger han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...