Fonden har doneret et nyopført hus i bebyggelsen Lille Skagen til Kræftens Bekæmpelse

SKAGEN: Trigon Fonden har doneret et nyopført feriehus i Lille Skagen til Kræftens Bekæmpelse. Overdragelsen skete ved et arrangement, hvor direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker, samt en række frivillige fra de lokale afdelinger var til stede.

Det var en stolt formand for Trigon Fonden, Karsten Bøgh, der kunne overrække nøglerne til det ny hus.

En handling, han også foretog for en måned siden – da var det Scleroseforeningen, der var den taknemmelige modtager.

Det ligger i fondens fundats, at den skal støtte initiativer for netop disse to patientgrupper, og da fondens virksomhed, Trigon, står for udførelsen af projekt Lille Skagen med i alt 85 moderne boliger i typisk Skagen-stil, ja så opstod muligheden for at gøre noget ekstra for patienter med kræft eller sklerose og deres familier ved at stille to huse til rådighed.

- Det er en fantastisk gave at modtage, for den giver os en unik mulighed for at give en række familier, der står i en ekstremt svær situation, et afbræk i den problemfyldte hverdag. En uges ferie i dette skønne hus giver familierne mulighed for fællesskab og nærvær – for at være familie i stedet for patient og pårørende. Den mulighed glæder vi os rigtig meget til at give vores medlemmer, og jeg ved, at der allerede er kø, sagde direktør Jesper Fisker i sin tale ved overrækkelsen.

Han glædede sig ikke mindst over, at foreningen oven i den meget generøse gave også var blevet inddraget i byggeprocessen med mulighed for at påvirke indretningen, så den opfylder alle de ønsker en kræftsyg patient og dennes familie kan have til en feriebolig.

Direktør i Trigon, Karl Erik Slynge, fortalte om projekt Lille Skagen, hvor en tidligere kommuneskole er fjernet og området omdannet til en helt ny og ganske særlig bydel.

- Sammen med dygtige bygnings- og landskabsarkitekter tog vi udgangspunkt i det, der er det oprindelige Skagen. Vi startede på museet og lod os inspirere af de første fiskerhuse i Skagen. Det var enkle længe-huse, som efter behov blev udvidet med udskud, skure og kviste. Husene lå tilfældigt mellem klitterne. Veje var der ingen af, de kom først langt senere, og derfor er de ældste dele af Skagen – Vesterby og Østerby – unikke med en kaotisk gadeplan, der skaber et helt utroligt miljø. Det samme har vi opnået her. Husene ligger tæt op mod vejen, hvilket giver plads til dejlige og ugenerte gårdhaver. Husene i sig selv er opført i Skagen-stil, men naturligvis i moderne materialer – højisolerede og næsten vedligeholdelsesfri.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...