KOMMUNEN: Hvad ville du gøre, hvis en sms tikkede ind på din mobil lige nu? Ville du fort-sætte med at læse denne tekst? Eller ville du straks give mobilen al din op-mærksomhed?

Mange ville sige ”måske”, endnu flere ville sige ”nej”.

Men realiteten er, at den lille digitale kommunikationsplatform kan rive os væk fra hvad som helst. En tekst, vi er i gang med at læse. En samtale. Vores fokus på vejen, når vi kører bil.

Uopmærksomhed er en medvirkende faktor til en stor andel af de trafikulykker, der hvert år sker på de danske veje.

Og det selvom politikere, NGO’er og politi i årtier har råbt vagt i gevær.

Men lige lidt hjælper det, for ”det er i hvert fald ikke mig”, lyder det fra mange af respondenterne i en ny analyse, som analysebureauet Bilendi har lavet for GF Fonden.

Helt konkret viser analysen, at 9 ud af 10 danskere oplever uopmærksomhed i trafikken.

Men – overraskende nok – svarer hele 6 ud af 10, at de aldrig eller næsten aldrig selv er uopmærksomme.

Det kan altså være svært at se bjælken i eget øje.

Og det ærgrer formanden for GF Forsikring i Vendsyssel, Jens Jørgen Vinther, der også er formand for GF Fonden, at selvindsigten blandt de danske trafikanter ikke er større.

- Selv om det kan være svært at indrømme, så tror jeg da, at vi alle sammen er uopmærksomme i trafikken engang i mellem.

- Enten fordi vi lige skal drikke en tår kaffe, fordi vi snakker med vores medpassager, eller slet og ret bare fordi vi har tankerne et andet sted, siger Jens Jørgen Vinther.

Selv om både telefonopkald, betjening af GPS’en, indtagelse af mad og drikke og lytning til musik kan være distraherende, når man kører bil eller cykel, så er det intet i forhold til den uopmærksomhed, som læsning og besvarelse af sms’er medfører.

Derfor er det ikke overraskende, at respondenterne i GF Fondens undersøgelse oplever, at deres medtrafikanters uopmærksomhed især skyldes brugen af mobiltelefon.

Hele 8 ud af 10 respondenter angiver, at de af og til oplever, at andre bilister taler i håndholdt mobil. Og så er det faktisk kun halvdelen bilisterne, der angiver, at de ikke læser og svarer på beskeder, imens de kører bil.

- Jeg er faktisk overrasket over, at så mange danskere har travlt med at sms’e og foretage opkald, mens de kører bil. Og det er uden tvivl bekymrende, at det står sådan til – især fordi de fleste efterhånden har trådløs telefoni i bilen og kan finde ud af at bruge talebeskeder, siger Jens Jørgen Vinther.

Der er enormt meget at vinde

Det er ikke kun et irritationsmoment for danskerne, at deres medtrafikanter er uopmærksomme i trafikken.

Det er også en kraftig og direkte medvirkende faktor til trafikulykker – og det på trods af storstilede kampagner og politiets vok-sende bødeblok.

Faktisk skyldes omkring 9 ud af 10 trafikulykker den såkaldte menneskelige faktor - altså vores adfærd i trafikken. Og 6 ud af 10 ulykker skyldes direkte uopmærksomme trafikanter eller utilstrækkelig orientering.

- Der er kun én måde at forbedre trafiksikkerheden og mindske antallet af trafik-dræbte på. Og det er, hvis vi alle sammen bliver bedre til at holde vores fokus på vejen og lader kaffe være kaffe og sms’er være sms’er, når vi færdes i trafikken, understreger Jens Jørgen Vinther, formand for GF Fonden samt GF Nord.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...