Trækfuglene kommer fordi de skal - fuglekikkerne fordi de har lyst

KOMMUNEN: Hvert forår flokkes fugle og fuglefolk i Skagen.

Fuglene kommer, fordi de skal. For forårets trækfugle fungerer Jylland som en stor ruse, der snøres ind ved Skagen Odde.

De mange fugle, der flyver op gennem den jyske halvø på deres vej mod nord, koncentreres derfor helt naturligt ved Skagen, inden de flyver videre mod ynglepladserne i Skandinavien/Rusland.

Fuglekiggerne kommer derimod af lyst - lokket hertil af de mange trækfugle.

I hele den vestlige verden er der stadig flere mennesker, der lader sig betage af fuglenes fascinerende verden og derfor bruger en stor del af deres fritid på at se på fugle.

De entusiastiske fuglekiggere søger derfor mod gode fuglelokaliteter som bl.a. Skagens Gren.

Her kan de med egne øjne opleve det storslåede naturfænomen, når trækfuglene forlader Skagens sandede kyster og trækker mod øst til Sverige i det fjerne.

Det er i høj grad vejr og vind, der afgør, hvor og hvornår fuglene trækker. Hvis man ikke kender fugletrækket ved Skagen, er det derfor en fordel se på fugle i selskab med kyndige guider, og det er netop, hvad der er mulighed for, når der er Skagen Fuglefestival, som i år finder sted fra torsdag 9. til og med søndag 12. maj.

Med udgangspunkt i Center for Trækfugle ved Det Grå Fyr afvikles en række spændende tilbud for alle interesserede.

Festivalen sætter rammen for et fællesskab. der sammen kan nyde oplevelsen af de tusindvis af trækfugle der passerer hen over Danmarks top.

Forårstrækket rummer en mangfoldighed af fuglearter, herunder også flere sjældne, der passerer Skagen.

Derfor er Skagen også i foråret en attraktiv lokalitet med et væld af fugle og artsrigdommen er stor.

Festivalen indeholder muligheder for at komme på tur med erfarne ornitologer og også møde dem på udvalgte lokaliteter i Skagen, hvor det er suverænt godt at observere fugletrækket.

Det Grå Fyr er festivalens omdrejningspunkt og her kan man dels se udstillingerne og lade sig inspirere af standene på festivalpladsen.

Skagen Fuglestations Venner og Dansk Ornitologisk forening i Nordjylland er naturligvis klar til at snakke med alle de, der kommer forbi.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...