Skagen Rideklub er i god udvikling. Klubben tæller 61 medlemmer - heraf 26 børn

SKAGEN: Lille Plys, smukke Prinsesse Chi og alle de andre ponyer i Skagen Rideklub fik fuld opmærksomhed onsdag aften. Ponyklubbens 12 ryttere - piger mellem 4 og 14 år - havde nemlig travlt med at flette og julepynte de tålmodige dyr.

Og der var præmie til de mest kreative bud på en julepyntet pony.

Pigerne havde en time til projektet, og de råhyggede sig med ponyerne og hinanden.

- Det er sjovt og hyggeligt at være her, sagde Emilia McNeal Thorhauge, der arbejdede tæt sammen med Carla Stæhr i dagens konkurrence.

- Man skal gøre hesten fin med showshine, børste den og flette håret, forklarede Carla, der sammen med sin makker havde ambition om at forsyne manen med såkaldte roseknopper.

- Og så skal hun have julekugler på, grinede Emilia.

De to piger arbejdede rutineret med at rense hove, børste og få hesten til at shine. Det samme gjorde de andre kammerater i stalden.

Sammenhold i børnehøjde

Ponyklubben frister klubbens børn med hesterelateret hygge.

- Den ene uge er der teori, og næste uge er der for eksempel striglekonkurrence. Vi kombinerer hyggen med, at de lærer noget om hestene, forklarede initiativtager til ponyklubben, Frida Rasmussen.

Om kort tid venter der pigerne et kursus i førstehjælp - altså i børnehøjde og med ridning i fokus.

- Vi har et godt sammenhold, konstaterede Frida Rasmussen.

- Vi hygger os i det hele taget meget sammen her i rideklubben. Og det er uanset, om man har islænderheste, store eller små heste - og om det er voksne eller børn. Vi har lavet ponyklubben for at skabe sammenhold mellem pigerne - de skal jo gerne overtage alt det her en dag, smilede Frida Rasmussen, der sammen med Cecilie (Cille) Sørensen og Pernille Vestergaard underviser pigerne.

Flere ryttere på vej

For to år siden var rideklubben på vågeblus med kun to heste i stalden. Nye folk tog imidlertid tøjlerne, og herefter har de med sikker hånd og fælles mål trukket nyt liv i klubben. I dag tæller klubben 61 medlemmer - heraf 26 børn - og der står 37 heste opstaldet. Der er venteliste til undervisning på ugens ti rideskolehold. Og stemningen blandt rytterne er god.

- Der er så meget gang i den igen - det er så fint, smiler Majbritt Rasmussen, der også er med i klubbens bestyrelse.

Ny heste og medlemmer er på vej til klubben, der har base på Gamle Landevej 36 - kun ti minutter på hesteryg fra Den tilsandede Kirke. Her giver en stor ridehal, ridebane, plantage og strand tæt på optimale forhold for rytterne. Og fremtidsønsker har medlemmerne selvfølgelig også.

- Næste projekt er flere folde og en ovalbane til islænderheste. Vi har også et ønske om at få den gamle stald renoveret, så der bliver plads og gode forhold til flere opstaldede heste.

I weekenden 8. og 9. december glæder alle i klubben sig til at være vært for et stævne med dressur, spring og islænderridning.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...