Det Grå Fyr markeres to-årsdagen i forbindelse med fuglefestivalen

KOMMUNEN: På de gode dage er trækfuglene her, der og alle vegne ved Skagen.

Flokke af småfugle trækker lavt over klitterne, mens lommer, ænder og vadefugle flyver langs kysten mod nordøst.

Oven over det hele svæver rovfuglene, mens de skruer sig op på de varme vinde. På den måde kan de se den svenske kyst i det fjerne, inden de tager mod til sig og flyver ud over havet for at nå frem til deres fjerne ynglepladser.

Hvert forår og efterår trækker millioner af fugle frem og tilbage over Danmark.

Hvordan finder de mange fugle vej? Hvorfor gør de det? Hvordan kan man bedst opleve fugletrækket?

For mange, der har interesse for natur, men som ikke er garvede ornitologer, har svarene hidtil blæst i det uvisse.

Sådan er det ikke mere.

Siden det nye Skagen Grå Fyr - Center for Trækfugle, åbnede for to år siden har man kunnet give svar på det meste, lidt til og meget mere.

Under fuglefestivalen har Skagen Grå Fyr åbent alle dagene fra kl. 10-17 og vil om søndagen fejre 2 års fødselsdagen for åbningen.

I udstillingen kan man se hvordan Odden ser ud i fugleperspektiv, og i anledning af fødselsdagen vil der i løbet af dagen være overraskelser blandt andet for børn

Det nye trækfuglecenter i de kendte fyrbygninger på Skagens Gren er enestående i en dansk sammenhæng.

Med ny digital teknik og interaktiv grafik bliver de besøgende gæster ført ind i fugletrækkets mysterier på en måde, som ikke er set tidligere herhjemme.

Ud over udstillingerne er der i de nyrestaurerede fyr-bygninger blevet plads til en butik samt en cafe, der også er åben for gæster, der ikke har løst billet til udstillingerne.

Det Grå Fyr ejes af Realdania, men bygningerne er lejet ud til Naturstyrelsen.

Naturstyrelsen lejer derpå en del af bygningerne videre ud til DOF, så foreningen har kunnet etablere en fuglestation i Skagen.

At have en videnskabelig fuglestation under samme tag som trækfuglecentret giver ekstra puls til centret, og samtidig er fuglestationen en mangeårig drøm, der nu bliver til virkelighed for de nordjyske ornitologer.

Der er med andre ord tale om en win-win situation for både Naturstyrelsen og DOF.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...