Tina Ellis Petersen fra Skagen lader havelågen stå åben den 17. august, hvor alle interesserede er velkomne til at besøge haven. Hun er nemlig en del af den landsdækkende event ”Åben Havelåge 2019”, hvor sprøjtegiftfrie haveejere viser deres have frem for at inspirere andre haveejere til at dyrke haven giftfrit. Hun håber, at rigtigt mange vil kigge forbi og få en god snak om havelivet. Tina’s havelåge er åben for besøgende lørdag d. 17 august kl. 10-16. Adressen er: Fyrbrovej 11 A, 9990 Skagen.

Eventen ”Åben Havelåge 2019” skal skabe mere liv i de danske haver og inspirere danskerne til at lægge giften fra sig og dermed hjælpe naturen og skåne vores grundvand.

Tina fortæller: ”Min have er startet fra bar jord foråret 2018. Jeg har den ide at jeg vil forsøge lave en insektvenlig have med liv og kriblekrable på alle hylder. Der er ingen græsplane, ingen snorlige staudebede, eller klippede kanter. Både dyr og mennesker skal kunne spise min have - og trives i den. Jeg håber at haven efter nogle år vil finde en naturlig balance hvor det som gror passer til vilkårene i jordbunden og omgivelserne. Der er plantet et lille udvalg af overvejende hjemmehørende danske træer og buske. Og sået blomstereng. Der er træstammer som skal udvikle sig til giga insekthoteller og sandflader hvor dyrelivet kan solbade. Desuden vildtvoksende stauder, frugttræer med gamle sorter, bærbuske og et drivhus til hygge. Første år er gået og jeg er mange erfaringer og overraskelser rigere. Noget er lykkedes rigtigt godt. Andet gik slet ikke som jeg håbede.

Det er Danmarks Naturfredningsforening og Landsforeningen Praktisk Økologi, der sammen står bag ”Åben Havelåge 2019”, som led i projektet Giftfri Have. Overalt i landet holder haveejere havelågen åben i weekenden 17. og/eller 18. august for at vise deres giftfrie haver frem. Eneste krav til haveejerne er, at deres have skal være tilmeldt Giftfri Have, og der ikke må tages entre. Derudover er der ingen krav, og haveejerne kan derfor være både nybegyndere og garvede, selvforsynende med grøntsager eller rosenentusiaster.

Formålet med ’Giftfri Have’ er at hjælpe haveejere med at holde haven uden gift. Mange haveejere vil rigtigt gerne lægge sprøjtegiften på hylden men mangler erfaring i og praktisk viden om, hvad man så gør. I de Åbne Havelåger kan man få råd og inspiration og først og fremmest se, at det kan lade sig gøre i praksis og dermed skåne grundvandet, mangfoldigheden af vilde planter og dyr og menneskers sundhed.

Drop giften og styrk havens naturlige symbiose af smådyr og planter, der bestøver hinanden og lever i balance med og af hinanden.

Tiltræk nyttedyr til haven, hvis du har problemer med skadedyr i haven. De klarer arbejdet for dig.

Sæt bunddække i stedet for at bruge al din tid på at holde staudebedet fri for ukrudt. Bunddække holder ukrudtet væk og beskytter jordbunden mod udtørring

Brug organisk gødning, hent kompost fra genbrugspladsen eller lav den selv. Kunstgødning får planterne til at vokse hurtigt, men det svækker dem og gør dem modtagelige for sygdomme og skadedyr.

Tid og sted

Danmarks Naturfredningsforening og Landsforeningen Praktisk Økologi og står bag initiativet Giftfri have. I 2017 blev der solgt 20 tons gift mod ukrudt og skadedyr til brug i de danske haver. Med initiativet ’Giftfri Have’ vil vi hjælpe haveejere med at droppe giften i deres have. Læs mere på www.giftfri-have.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...