21-årige Nicoline fra Frederikshavn er klar til at samle ind 8. september

KOMMUNEN: Antallet af danskere med sclerose er fordoblet på bare 20 år, og hver eneste dag konstateres der i gennemsnit to nye tilfælde.

Det er en alvorlig udvikling, som Scleroseforeningen kæmper for at stoppe.

Søndag 8. september banker foreningens frivillige folk derfor på dørene i Frederikshavn for at samle penge ind til forskning i sygdommen.

- De fleste af os kender et menneske med sclerose og har set sygdommens konsekvenser. Derfor opfordrer vi alle til at være med til at samle ind anden søndag i september. For jo flere vi er, des flere døre kan vi nå at ringe på - så enkelt er det faktisk, siger Klaus Høm, som er direktør i Scleroseforeningen.

For første gang er Scleroseforeningens indsamling landsdækkende, og foreningens 46 lokalafdelinger i hele landet går allerforrest i kampen mod sclerose.

Blandt de aktive lokalafdelinger er Frederikshavn og Læsø lokalafdeling.

En af dem, der skal samle ind i Frederikshavn, er 21-årige Nicoline Bonderup.

Hun samler ind for sin mor, der i dag er gået bort.

- Det er så vigtigt for mig at samle ind til sclerose, da min mor havde sygdommen i tæt på 25 år.

- Hun tabte desværre kampen til sclerose. Ukrudt forgår ikke så let, men min mor sagde altid, at ukrudt også er blomster, når man først lære dem at kende.

Forskning i årsagerne til sclerose og i bedre behandling er helt afgørende, hvis sygdommen skal stoppes. Hver eneste krone, der bliver samlet ind anden søndag i september, gør derfor en stor forskel.

- Indsamlingens formål er at sikre flere penge til forskning. For det er netop forskning, der skal gøre os i stand til at stoppe sygdommen. Og det gør vi bedst ved at uddele forskningsmidler til både dansk og international forskning, som arbejder målrettet for at stoppe sclerose, siger forskningschef i Scleroseforeningen, Lasse Skovgaard.

Sclerose er en kronisk sygdom, som angriber centralnervesystemet, og langt de fleste får diagnosen i alderen 20-40 år. For nogle er sygdommen pludselig og aggressiv, for andre udvikler den sig langsomt og gradvist. Sclerose kan ikke helbredes, men danske og internationale forskere gør hver dag fremskridt, som skaber håb for en fremtid uden sclerose.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...