Et nyt regionalt koncert-projekt bringer nordjyske talenter frem i rampelyset

SKAGEN: Live & Lokalt er et nyt koncert-projekt på den rytmiske musikscene i Nordjylland.

Idéen bag projektet er at præsentere nordjysk originalmusik og bringe de mange forskellige nordjyske musikere frem i rampelyset.

Alle koncerter gennemføres med det samme band, der er sammensat til lejligheden og leverer professionel backing til artisterne. Her finder vi Klaus Thrane på trommer/percussion, Peter Parmo på bas og de to sangskrivere Katrine Schmidt og Line Gade. Bandet ledes af guitarist, komponist og underviser Ole Albrechtsen, der har set frem til turnéen.

- Jeg møder så meget talent gennem mit musikarbejde, og jeg er af den mening, at vi savner plads på de nordjyske scener til den lokale musik. Det prøver vi med denne lille turné at råde bod på. Og jeg håber bare, at publikum er modige og tør dukke op til noget, som de ikke i forvejen kender, siger han.

Live & Lokalt-turnéen er udviklet i et samarbejde mellem de 3 regionale spillesteder: Spillestedet Thy, Studenterhuset, Det Musiske Hus samt Kulturhuset i Arden. I alt 10 spillesteder fordelt over hele Nordjylland vil i løbet af efteråret kunne invitere indenfor til denne helt særlige koncert-aften, hvor nordjyske, talentfulde musikere og sangskrivere går på scenen.

I løbet af foråret har nordjyske musikere og sangskrivere indsendt materiale, som er blevet vurderet af kapelmester Ole Albrechtsen.

Til hver koncert kan man opleve 3 forskellige kunstnere/bands, og på Kappelborg bliver det Morten Risum, duoen RO og den lokale Chris Andersen, der går på scenen lørdag 27. oktober.

Til koncerten laves der hyggeligt cafémiljø med bar i Salen på Kappelborg, og billetterne til koncerten købes som altid på kappelborgskagen.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...