2019 markerer 100-året for stiftelsen af Foreningerne Norden, og for at fejre jubilæet vil Aarhus festuge og Foreningerne Norden samle folk i hele Norden via sang.

Lørdag aften den 7. september kl. 20.00 samles nogle af Nordens bedste kor i Aarhus for at medvirke i en storslået koncert, der både indeholder korsang og fællessang.

Koncerten transmitteres via livestream direkte fra Aarhus, så vi kan høre den på Frederikshavn Bibliotek, og samtidig kan vi synge med på de tre fællessange: Til Ungdommen (Kringsatt av Fiender), Vem kan Segla Förutan Vind og I Skovens dybe stille ro.

Koncerten er en del af Aarhus Festuges projekt Stemmer Bygger Bro, og fællessangen skal bygge bro på tværs af de nordiske sprog og geografiske afstande. Koncerten bygges op efter de nordiske årstider og skal være en hyldest til det nordiske samarbejde og de nordiske værdier om solidaritet og værdsættelse af mangfoldighed.

I løbet af koncerten vil publikum – om de så sidder i salen eller er med via livestream – blive præsenteret for sang på mange sprog og i vidt forskellige genrer. Koncerten samler kor, der repræsenterer noget af det bedste, Norden kan byde på inden for både rytmisk og klassisk kormusik, og samtidig eksperimenteres med skellet mellem de to, idet korene optræder både sammen og hver for sig.

Der er fri entré til arrangementet på Frederikshavn Bibliotek og alle kan være med.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...