Poul Bernth har besøgt Skagen Museum - og det vil han gøre flere gange for at favne udstillingen fuldt ud

SKAGEN: Der skulle gå mange år og en sammenslutning af to huse og et museum, før der kom en udstilling om Holger Drachmann i den by, som han mere end nogen anden har været med til at sætte sit præg på.

Det må siges, at den udstilling var værd at vente på.

For en der i mere 50 år har arbejdet med den store digters litteratur, var det med spænding og stor forventning, man nærmede sig Skagens Museums skifferafdeling.

Man har gennem alle årene vidst og fortalt, at Drachmann begyndte som marinemaler og fortsatte med at male gennem hele sit liv. De sidste billeder, som til daglig hænger i Drachmanns Hus er fra 1906 og 1907.

Han debuterede på Charlottenborgs forårsudstilling i 1869 og udstillede her frem til 1874, hvilket har fået nogle til at tro, at så sluttede han også med at male. Det er en stor misforståelse. Som sagt fortsatte han livet igennem med at male.

Ikke mindst blev maleriet brugt som en slags terapi, når nerverne drillede, og det gjorde de ofte.

Resultaterne kan blandt andet ses på udstillingen.

Udstillingen omfatter dog kun billeder fra Skagens Museums samlinger, hvilket man kunne høre flere beklage på udstillingen.

Det er en kendsgerning, at Drachmanns billeder hænger på mange museer både i Danmark og i udlandet. Ikke mindst på Bornholms Kunstmuseum og Den Hirschsprungske Samling, men ikke på Statens museum for kunst, hvilket kan undre, da dette museum ellers har en stor samling skagenkunst.

Ideen med kun at udstille museets egne billeder kan vel forståes. Dog må man være klar over, at især billederne, som til daglig hænger i Drachmanns Hus, ikke hører til hans bedste.

Som Skagens Museums tidligere direktør, Knud Voss, under et af sine mange besøg i huset, sagde, så er de bedste jo solgt.

Men alligevel kan udstillingen kun roses. Der så meget at se på den udstilling, at man må være glad for, at den kan opleves helt til maj måned næste år. Den kræver flere besøg, hvis man skal have det store udbytte af den.

For eksempel kræver de små malerier malet på cigarkasselåg et nærmere ”studium”.

Disse miniaturemalerier er ret fascinerende.

Selve udstillingen med smukke trævægge i en labyrintagtig opstilling er en hidtil uset måde at lave kunstudstilling på. I hvert fald i Skagen.

Skulle man dryppe en anelse malurt i bægeret, skulle det være, at den store meget fortællende tidstavle godt kunne have været anbragt på en væg, hvor man kunne komme lidt mere på afstand af den. En bagatel navnlig da tidstavlen findes i den meget fine bog, der er udgivet i forbindelse med udstillingen, og som ikke kun handler om Drachmann, som maler, men også har et stort afsnit om digteren.

Når man nærlæser tidstavlen, støder man på en lille kuriositet.

Ifølge tavlen er et af udstillingens billeder malet i 1862. Altså da Drachmann var 16 år gammel.

Opsøger man billedet på udstillingen er det også signeret med blandt andet årstallet 1862. Det har titlen ”Middelhavet”.

Ifølge tidstavlen er det dog først i året 1867, at Drachmann er på den første store rejse, som blandt andet førte ham gennem Middelhavet til Italien.

Nå, det er vel en ærlig sag, hvis han som ung har kopieret et eksisterende billede. Det har man da hørt om før.

Ind i mellem billederne er der på de smukke trævægge skrevet informationer om Drachmann på dansk og engelsk.

Det kan ikke roses nok, at denne måde at informere på har afløst de kedeligere, hvide tavler, som man ellers ofte ser på udstillinger.

Og så står Drachmanns skrivebord på udstillingen. Gemt lidt væk i et hjørne. Man kan undre sig over, at man har ført dette store skrummel af et skrivebord gennem hele byen for at anbringe det på en maleriudstilling!

Til sidst et lille dejligt indslag i udstillingen.’

I en lille ”biograf” kan man se en gammel stumfilm med Drachmann, som modtager gæster ved sin gadedør.

Alt i alt må man konkludere, at museet har skabt en udstilling, der bør kunne tiltrække mange mennesker fra både nær og fjern.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...