Gennem mange år har Skagen Museum holdt malerskole i sommer-, efterårs- og vinterferien for børn. Det er en populær aktivitet i ferierne, hvor børn kan prøve kræfter med maleriet i akryl, pastel og akvarel.

Hver dag har sit tema og i uge 8 var det: Vinter i Skagen – Tegning, ord og billede – Vase, flaske og frugter, for at slutte af med Storm og høje bølger.

Skagen Onsdag kikkede forbi torsdag, hvor der var tilmeldt 10 børn for at deltage med temaet Vase, flaske og frugter.

Kunstformidler Ane Bjerg Thomsen fra Skagen Museum stod for dagens aktivitet, hvor hun først førte børnene gennem værker på museet. Ud fra dagens tema, skulle de finde eksempler på, om skagensmalerne brugte opstillede rekvisitter at male efter. Det var der mange eksempler på og grundlaget for at gå i skagensmalernes fodspor var lagt.

I museets billedværksted Bikuben hjalp Ane Bjerg Thomsen børnene med lede efter motiver de ville male. Hun kom med gode idéer og fortalte lidt om akrylfarver og hvordan de kunne blande farverne.

Børnene fandt flasker, potteplanter, frugter og andre rekvisitter til motiver og gik i gang med stregtegning af motivet, inden det skulle farvelægges med akrylfarver.

- Jeg kender godt nogle af Skagensmalerne, sagde Bertram på 11 år fra Sjælland, der var på ferie hos bedsteforældre. Har hørt om Ancher og Krøyer. Jeg tegner lidt derhjemme, men ikke så meget, sagde Bertram, der var i gang med at lave et maleri med motiv af vase, æble og bog.

- Jeg tegner meget på skolen, fortalte Klara på 9 år fra København, der har deltaget i malerskolen 3 gange. Men jeg tegner helst efter noget. Her tegner jeg en potteplante stående på et bord.

Der var også lokale børn, der deltog i malerskolen.

- Det er første gang jeg prøver malerskolen, sagde 10-årige Robin fra Skagen. Jeg tegner meget derhjemme og her er jeg i gang med at farvelægge en strand.

Det var meget koncentrerende og interesserede børn, der var i gang med at give deres bud på et kunstværk.

Mesterværket blev til sidst indrammet i en gylden ramme, lige til at tage med hjem og blive hængt op.

- Der er stor interesse for malerskolen, fortæller Ane Bjerg Thomsen. Vi har haft mange børn gennem de 2 ugers vinterferier.

Hvem ved om der blandt de børn der har deltaget, kommer en ny Skagensmaler med tiden. Skagen Museum har gjort sit til, at der er fokus på kunsten og især maleriets mange muligheder.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...