Over sommeren, har Frederikshavn Havn med stor succes afviklet fire guidede trekkingture i samarbejde med Jan Michael Madsen. Turene har trods svigtende vejr, været velbesøgt af både turister og lokale.

Fredag havde man valgt at arrangere en ekstra tur, og her kunne 25 deltagere gå med på den næsten 9 km. lange gåtur, som startede ved krudttårnet og tog turen helt ud til det nye molehoved, inden turen gik tilbage igen.

Undervejs blev man guidet og underholdt af en særdeles veloplagt og engageret Jan Michael Madsen, som fortalte historier om bl.a. Krudttårnet, værftskrisen, Kattegat Siloen og selvfølgelig havnen og dens historie og visioner. Det hele blev krydret med små humoristiske anekdoter, fra hans egen læretid og mangeårige virke på havnen.

Som en ekstra bonus, kunne denne femte tur, bringe deltagerne forbi den enorme boreplatform fra Tyra Øst, som skal ophugges hos M.A.R.S. Den 14000 tons tunge platform ankom mandag til Frederikshavn, med verdens største konstruktionsskib Pioneering Spirit. På reden ud for Frederikshavn blev platformen flyttet over på Iron lady, som er en kæmpe pram. Den stod for resten af transporten ind til kajkanten hos M.A.R.S.

Her forestod den sværeste opgave, da platformen ved hjælp af hydraulisk tryk, skulle flyttes fra prammen og frem til placeringen på værftet. En såkaldt skidding operation. Det forløb helt perfekt, og fredag stod platformen sikkert på sin endelige plads.

Og mens deltagerne gik langs molerne, kunne de i det fjerne skimte Pioneering Spirit på vej til Frederikshavn igen, denne gang med søsterplatformen fra Tyra Vest, som forventes at være på plads ved siden af Tyra Øst engang søndag formiddag. På værftet skal de ophugges og man regner med at kunne genanvende op til 95% af platformene.

Inden man nåede molehovedet, fik man også spændende viden om det store tankanlæg, som Stena Oil er ved at færdiggøre. Det er nordeuropas største, og fremover vil tre store bunkerskibe sejle ud fra Frederikshavn, for at forsyne skibe i Kattegat, Skagerak samt Nord- og Østersøen med olie og gas.

Endelig fremme på molehovedet var det tid til en lille én til halsen, mens der blev samlet kræfter til hjemturen.

En utrolig spændende tur, som der er planer om at gøre permanent.

- Vi arbejder på forskellige ideer til ture på havnen, og kommer også til at gentage den guidede tur mindst en gang i løbet af efteråret. Vi kan mærke at vi har fat i noget rigtigt her og folk er begejstrede. Kombinationen af en frisk gåtur, gode historier og spændende informationer om havnen og dens aktører rammer plet fortæller Jan Michael Madsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...