Jeg viser altid mine gæster Søparken

Søparken er en lille naturperle, der samtidig er blevet omdrejningspunkt for masser af aktiviteter i Dybvad. Et helt specielt sted, hvor man finder tilkørslen til Søparken lige midt i Dybvad by.

Jesper Koldtoft har i atten år boet i Dybvad og arbejder til dagligt som afdelingsskoleleder på Sæby Syd Skolen. For ham er Dybvad blevet hans nye hjemby, som han gerne og stolt yder en stor frivillig indsats i med ønske om at opnå, hvad der er bedst for både by og borgere.

- Som formand for borgerforeningen er jeg stolt af, at vi i en lille by kan tilbyde et sted, hvor både børn, unge og ældre kan samles, udtaler Jesper Koldtoft. - Her er der plads til både leg, foreningsaktiviteter, undervisning, sport og afslapning. Og det er primært byens borgere selv, der vedligeholder arealet. Der bliver for eksempel lagt mange kræfter i den årlige Grøn Lørdag, hvor omkring 20-30 frivillige dukker op for at gøre parken klar til sommer, hvilket er helt afgørende for, at her er pænt og velholdt og at vores faciliteter er indbydende. Og netop dét kunne slet ikke lade sig gøre uden vores trofaste medhjælpere.

I 10 år var Søparken hjemsted for Dybvad Open Air – dengang var der for alvor mange, som fik øjnene op for, at det kan betale sig at stå sammen om aktiviteterne i de små bysamfund. Søen og koncertpladsen var den perfekte ramme for masser af fantastiske koncerter. Og som Flemming ”Bamse” Jørgensen udtalte fra scenen: ”Her er jo smukkere end Skanderborg”. Hvilket der virkelig var netop dén aften – og alle de andre aftener, hvor solen spejler sig i søen, mens svanerne nyder en tur på vandet. Så bliver det hele nærmest sådan lidt magisk midt i Dybvads natur.

Byens Borgerforeningen benytter parken og Søparkhuset til en lang række arrangementer, som eksempelvis Sankt Hans Aften, hvor der under normale omstændigheder samles omkring 250 gæster hvert år, livestreamede foredrag i naturvidenskab fra Aarhus Universitet, lokalhistorisk arkiv og forskellige medlemsaktiviteter, samt møder, generalforsamlinger, kortspil og mange flere aktiviter.

Den er desuden mødested for Voer Å Sportsfiskerforening og Dansk Gravhundeklub og også udgangspunkt for flere forskellige løbsarrangementer. Ikke mindst Dybvad Tunnelløb, som hvert år bliver afholdt til fordel for et lokalt formål. Det har Dybvad Byudvikling og skolens støtteforening nydt godt af og i år er det Aktivitetscentret på Dybvad Ældrecenter, som skal nyde godt af overskuddet. Endnu et arrangement, som alle er velkommen til at deltage i.

Søparkens legeplads bruges ofte af Dybvad Børnehave, dagplejerne og selvfølgelig byens borgere, samt de mange gæster udefra, der kommer herned med madpakke eller for at benytte Søparkens to nye shelters og fiskepladserne rundt om søen. Transportmidler for at komme til søen er både set på hesteryg, cykel, motorcykler og veteranbiler. Så et sted med plads til alle.

Hver søndag arrangeres der i parken GoRun for de morgenfriske motionister og onsdag aften udgår der cykelruter fra Søparken, som både tilgodeser de hurtige racere og dem, der mest kører for selskabets skyld. Uanset hvad man vælger, er der tid til en god snak bagefter på den store terrasse ved Søparkhuset.

Dybvad Skole, Ældrecentret og kirken bruger parken flere gange om året til forskellige arrangementer. Så man må virkelig sige, at man her kan finde en aktivitet for de fleste.

-Søparken er måske ikke det oplagte turistmål, men som rekreativt område betyder den rigtig meget for byen og for mange mennesker i omegnen, forklarer Jesper Koldtoft og forsætter - Hele parken emmer af foreningsliv, sammenhold og frivilligt engagement og det er noget, der spiller en stor rolle for mig personligt.

- Det er dérfor, jeg med største glæde, viser mine gæster dén her lille plet i Vendsyssel, runder Jesper Koldtoft af med invitationen, - Kom selv og se.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...