Skagen Antik-, Kunst- og Retromesse i august bliver en overflødighedshorn af rariteter

SKAGEN: Er man tændt af den hellige ild og hele tiden på jagt efter skønne og spændende genstande, så har man rig mulighed for at udleve sin indre skattejæger, når der i augusts første dage bydes Skagen Antik-, Kunst- og Retromesse.

Det sker med hele tre messedage i Skagen Kultur- og Fritidscenter fra fredag 2. august til og med søndag 4. august.

Messen har åbent på premieredagen fra 14-17 og de to følgende dage fra 10-16.

Så er interessen rettet mod antikviteter kan man måske finde, det, man har ledt efter i en menneskealder på Skagen Antik, Kunst og Retro Messe.

Her møder man udstillere med alt indenfor antik og retro - antikke emaljeskilte, retro-møbler, designlamper, porcelæn, guld, sølv, gammeldags legetøj og meget mere.

- Vi har i år benyttet vort brede kontaktnet og kan derfor allerede nu sige, at udstillingen bliver endnu mere international end tidligere år, siger Laila Holt og Benny H. Bederholm, der igen i år har brug for alle blækspruttearmene for at holde styr på arrangementet.

- Vi har en tæt kontakt til en række tyskere, der glæder sig til at deltage i år, siger arrangørerne.

Antikviteter og retro står i høj kurs disse år, og flere og flere danskere begiver sig gladelig ud til antikmesser for at gøre et godt fund.

Der har derfor været stor interesse fra såvel udstillere som gæster med flotte besøgstal til Skagen Antik-, Kunst- og Retromesse.

Laila Holt og Benny H. Bederholm forventer at hallen vil bugne at kvalitetsting fra mange egne af verden.

- Derfor har vi kun seriøse udstillere med på messen - udstillere, der alle har specifik viden om de mange ting, de har med, siger Benny Bederholm.

Både han og Laila Holt glæder sig til augustmessen i Skagen - og det er de bestemt ikke ene om.

- Vi har samlet et virkeligt godt og stærkt hold af udstillere. Vi har det godt sammen og meldingerne fra alle er, at de glæder sig til at vi skal mødes igen i Skagen. Sådan er det jo, når man nærmest bliver i familie med hinanden, siger Benny Bederholm.

Så det skal nok blive nogle skønne dage - og forhåbentligt også dage, der krones med held for den glade skattejæger.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...