DanCenter Ålbæk flytter i nye lokaler

KOMMUNEN: Hos DanCenter Ålbæk, som er en af Skagen-områdets største sommerhusudlejere, har man det seneste år oplevet en markant stigning i antallet af bookinger samt et øget antal huse til udlejning.

Stigningen er på hele 52 procent i antallet af bookinger fra januar til og med september, og det kræver nye, større rammer.

- I øjeblikket får vi rigtig mange bookinger ind, og vi kan allerede nu konstatere, at 2020, lige som de seneste år, bliver et rekordår.

- Vi har tilmed fået mange nye, dejlige sommerhuse til udlejning både i og omkring Skagen, og det betyder altså, at vi nu er vokset ud af vores lokaler, fortæller Gry Bigum Munck, der er afdelingsleder hos DanCenter i Ålbæk og initiativtager i græsrodsbevægelsen ”Ren Strand Nu Skagen”.

Udlejningsbureauets nye faciliteter er placeret et stenkast fra de gamle lokaler på Skagensvej i Ålbæk og fordeler sig på 200 kvadratmeter, og både feriegæster, sommerhusejere og medarbejdere kan således glæde sig over god plads til kontorer, gæstemodtagelse og særligt parkering.

Derudover får man også plads til at gennemføre undervisning af servicemedarbejdere på det nye kontor.

- Vi har et stort fokus på rengøring og vedligehold af husene, og det kræver gode faciliteter til oplæring af vores servicemedarbejdere, hvis vi skal følge med den udvikling, vi oplever i øjeblikket.

- Den praktiske undervisning foregår naturligvis i sommerhusene, men med de nye lokaler, får vi mulighed for at gennemføre den teoretiske del under gode forhold på vores nye kontor, understreger Gry Bigum Munck.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...