Der er nok at se til for hele familien

AALBÆK: Egnsmuseet, Simons Raaling, i Aalbæk er gået i gang med sommer tilbuddene på museet. Det første arrangement var i søndags, hvor de frivillige i Simons Raaling deltog i Sommerstart i Aalbæk.

I juli inviterer museet til aktivitet for hele familien.

Et minikursus i gammelt håndværk og håndarbejde. Man kan lære at snitte i træ, knytte et net, strikke, hækle, brodere eller væve på små og store væve.

Desuden kan man lave legetøj, f.eks. vindmøller, bolde, både eller drager.

Kurset bliver holdt 4. - 5. juli og 25. – 26. juli og er gratis. Dog skal betales for materialer. Tilmelding er nødvendigt nogle dage før aktiviteten og skal ske til Simons Raaling. Der er begrænset antal af deltagere – først til mølle.

De frivillige har gennem vinteren passet og plejet museet og de øvrige bygninger på pladsen. Stakladen bliver brugt til skiftende udstillinger, koncerter og aktiviteter. Fisker huset indeholder udstilling af gamle fiskeredskaber. Smedjen har fået tilført en esse, ambolt og smedeværktøj. Snedkerhuset har en del gamle håndværktøj, som også bruges af de frivillige til istandsættelse af museet.

Ålbæk Ny Turistforening har i samarbejde med museet fået etableret en bjælkehytte på pladsen sidste år, hvor der er mulighed for at give informationer til turisterne og fortælle om seværdigheder og attraktioner i området, samt at være med til at passe museet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...