Det er Clint Lundum og Karl-Emil Lenschau Sams, som er de nye forpagtere

SKAGEN: Sømærket i Gl. Skagen åbnede onsdag 20. maj som ”Sømærket Vin- & CiderBar” med nye forpagtere.

Det er Clint Lundum og Karl-Emil Lenschau Sams, som er de nye forpagtere af Sømærket, og de havde længe ventet på nyt fra myndighedernes tilladelse til, at åbne den nye vinbar.

- Vi kunne desværre ikke invitere til reception, fortæller Clint Lundum, som også ejer Hyttefadet.

- Men vi har i stedet opfordret folk til, at gå en tur forbi og høre lidt musik, fortæller Karl-Emil Lenschau Sams, der også har Vinhytten ved Hyttefadet sammen med Clint Lundum.

- Det er en kæmpe ære, at kunne genåbne et stykke kulturhistorie i Gl. Skagen, fortæller Karl-Emil Lenschau Sams.

- Vi har lagt utrolig meget tanke og energi i, at kunne åbne Sømærket med den respekt en så gammel institution har krav på.

Konceptet er en vinbar, hvor man selv vælger den vin man vil drikke, enten fra det store udvalg i kølerummet eller fra vinreolerne. Derefter får man åbnet flasken og får glas, hvorefter man kan nyde den indenfor eller udenfor på terrassen.

- Vi tilbyder altid noget man kan skylle ned sammen med vinen. For eksempel har vi delikatesser af høj kvalitet, som Skagen-skinke, pølser og ost fra slagter Munch, fortæller Clint Lundum.

- Vinen kan også købes i Vinhytten ved Hyttefadet, fortæller Karl-Emil Lenschau Sams.

I anledning af genåbningen var Høwisingerknappen tilbage på Sømærket og spillede for gæsterne på terrassen, og for dem, der måtte sidde ude på fortovet. To af gruppens musikere startede for efterhånden 40 år siden med at arbejde og spille på daværende restaurant Sømærket.

Alle covid-restriktioner blev naturligvis overholdt, derfor var der afmærket med kridt på fortovet og på vejen foran Sømærket, så det var nemt for gæsterne at holde afstand.

De glæder sig begge over at kunne åbne, og byder alle velkommen til at nyde et glas godt vin på Sømærket Vin- og Ciderbar, som er åben fra torsdag til lørdag fra kl. 12- 21 i Kristi himmelfart ferien.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...