Kok Vivi Svendsen og tjener Lene Pedersen har fået arbejdstider, der passer til deres liv

SKAGEN: - Kombardo, griner kokken Vivi Svendsen, da hun svarer på spørgsmålet, om hun og kollegaen Lene Pedersen på Jakobs Cafe & Bar kan anbefale folk at træde ind i branchen. En branche som mange kokke forlader, når de får børn. Men Vivi Svendsen har sammen med Lene Pedersen sølvbryllup på Jakobs, og de synes restaurationsbranchen fortjener, at folk giver den en chance. For der er meget glæde i at arbejde med glade mennesker.

Det er en branche, hvor mange er på arbejde, når vi andre har fri. Men det er også en branche med stor fleksibilitet og aldersspredning. Det har konkret betydet, at Vivi Svendsen og Lene Pedersen både har arbejde hele året og de har dagvagter.

- Mange af vores yngre kolleger vil gerne arbejde om aftenen og i weekenderne, for det er en livsstil, hvor man også er sammen efter fyraften med arbejdskollegerne. Sådan var jeg også en gang, siger Vivi Svendsen.

Hun er mor til en pige, som var meget ked af hendes mors lange og skæve arbejdstider.

- Faktisk havde jeg tænkt mig at stoppe den gang i 2006, men efter en snak med Jakob, fik jeg lavet det om, så jeg arbejder om dagen. Det var fantastisk, for jeg var glad for mit arbejde og jeg har været her i 15 år.

Lene Pedersen har 10 års jubilæum som tjener på Jakobs Cafe & Bar. Man kunne næsten sige, det er hendes andet hjem. I hvert fald i forhold til nogle af kollegerne.

- Min mand er pedel her og jeg har fået mine to døtre herned og arbejde, siger hun.

At være tjener i Skagen er to forskellige verdener om det er sommer eller vinter. Om vinteren er de omkring 13 i køkken og i cafeen. I højsæsonen er de over tre gange så mange ansatte.

- Mange af dem er folk, der kommer tilbage for at arbejde i sæsonen, og så er det skønt at se dem igen og høre nyt, siger de.

Uden for sæsonen er der stille og tid til at hygge om stamgæsterne og de lokale.

- Men fra Kristi Himmelfart ændrer stemningen sig totalt, så kommer nordmændene, og de kan godt bestille et rør med øl klokken 9.00 om morgenen. Den tid er rigtig sjov, der er gang i den, og nu går vi og glæder os til det bliver sommer, siger Lene Pedersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...