SOMMER: Mariager Fjord er 42 kilometer lang, så lystfiskerne har masser af vand at boltre sig ind

Mariager Fjord er kendt som Danmarks smukkeste fjord, hvor diger, marker, skov, skrænter og lyngklædte bakker sammen med små fiskelejer og idylliske byer tegner et betagende skel mellem land og vand.

Den natur nyder rigtig mange lystfiskere, men for det folkefærd er det heller ikke uvæsentligt, at den 42 kilometer lange fjord huser Danmarks måske største bestand af smukke og fede fjordørreder – eller havørreder, om du vil.

Fjordørreder og havørreder er samme fisk. Blot med den forskel, at fjordørrederne bliver i selve fjorden og ikke vandrer til havs. Fjordørrederne udmærker sig ved at være mere end velnærede og i øvrigt utroligt smukke med deres gullige, brunlige og ofte lidt rødlige skær.

Hovedparten af ørrederne i Mariager Fjord er i størrelsesordenen 40-60 centimeter, og konditionsfaktoren er ofte helt oppe at ringe mellem 1,4-1,9 og yderst sjældent under 1,1. Det gør naturligvis ørrederne til ukuelige fightere for lystfiskere, og som en ekstra bonus så smager en velnæret fjordørred ti gange bedre end en klassisk havørred!

I øvrigt fanges der også større havørreder i fjorden, men så er det som regel blankfisk. En fjordørred omkring de 3-4 kilo må siges at være af de større af slagsen.

Så jo, Mariager Fjord rummer et fantastisk ørredfiskeri, men fjorden huser selvfølgelig også andre fisk, heriblandt den populære hornfisk, hvor fiskeriet dog topper om foråret, men som kan fanges det meste af sommeren.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...