Dykkerklubbens skib Oberon fra 1938 er blevet renoveret og er klar til at tage på ture

SKAGEN: Efter lang tids slid og slæb var det lørdag 29. september endelig blevet tid til at vise skibet frem for sponsorerne og andre venner af det gode skib Oberon, som ejes af dykkerklubben Skawdyk.

Først fik gæsterne en velkomst af formanden for Skawdyk Sisse Gytz Olesen, derefter fortalte Jørgen Ole Petersen om renoveringsprojektet. Dykkerklubben Skawdyk har sendt os på Skagen Onsdag dette historiske rids af Oberons historie:

Thorvald Henriksen var Oberons første ejer.

Prøvesejladsen fandt sted lørdag 9. juli 1938 og Thorvald Henriksen fiskede i 16 år med skibet.

Fra det lokale værft

Han havde haft skippereksamen i 10 år, så han syntes, at det nu var på tide at få eget skib. Den ni år yngre broder Ludvig mente det samme. Samtidig arbejdede deres broder Anker som tømrer på Karstensen & Henriksens Skibsværft , hvor der var småt med arbejde, så enden på det blev en ordre på en nybygning.

Der fandtes på værftet to slags tegninger til kuttere, en til 20 tons og en til 30 tons, begge tegnet af Niels Degns far Marinus.

Oberon lev en formindsket udgave af S188 VALKYRIEN og S50 PHYLLIS. Man tog blot nogle midterspanter væk, og så fik skipperen hvad han ville have!

Hver dag, skulle der sættes en omgang planker på rundt om skibet. De skulle saves til om formiddagen, så i svedekassen for at bøjes for så at sættes om eftermiddagen.

Træet i Oberon kom fra Kold Savværk ved Kerteminde. Kølen er bøg, de to nederste planker er også bøg, man kan godt sætte bøg i bunden, bare det ikke kommer op over vandet.

Resten af plankerne er eg ligesom spanterne. Skandækket er eg og dækket fyr. Træet omkring lastelugen og kappen er eg fra en mægtig egekævle fra en nedreven mølle i Rimmen.

Oberon kostede den gang kr. 40.000,- heraf skroget kr. 20.000,- motor kr. 17.000,- og grejer kr. 3.000,-.

I 1949 gik Ludvig Henriksen i land. Skipper Thorvald begyndte at se sig om efter et større skib.

Afhændet i 1950

Bedstemanden Harry Knudsen, der havde været med lige fra starten, forsøgte sig nogle få år i land. Han var med til at starte Neptun Fiskeeksport sammen med Hauschildt.

Det var nu ikke noget for ham, og han kom med på en sidste rejse med Oberon fra januar 1950 til marts samme år, hvor Thorvald afhændede Oberon til Victor Lykke Henriksen.

I 1960 var den gamle ALPHA motor fra 1942 slidt op. I Frederikshavn fik Lykke en ny på 150 HK installeret på kun 3 uger, og det var med ny skrue og aksel. Prisen var 72.000,- og det lykkedes at få 12.000,- for den gamle.

På vej til ophugning

I løbet af sommeren 1979 blev det klart for Lykke, at han skulle ofre en ny maskine til 300.000,- og da han samtidig var fyldt 60 år, havde han mere lyst til at benytte Statens ophugningsstøtte.

Oberon er på vej til ophugning! Men sådan gik det ikke. Kutteren blev i stedet købt af Skawdyk.

For to år tidligere var der startet en dykkerklub i Skagen, hvor en gruppe skawboer henvendte sig til Skagen Svømmeklub for, om muligt, at starte en dykkerklub som en afdeling af svømmeklubben. Skagens Avis skriver den 2. marts 1978 om at en gruppe dykke-interesserede havde været med til Skagen Svømmeklubs generalforsamling. Oplægget havde været at lave en sportsdykkerafdeling som en underafdeling af svømmeklubben. Medlemmerne i svømmeklubben mente at det ville blive noget roderi, og man kunne heller ikke overskue de økonomiske konsekvenser af denne ide.

Derfor startede Skagen Svømmedykkerklub for sig selv med et indmeldelsesgebyr på 50 kr. og et kontingent på 100 kr. i kvartalet.

Klubben fik tildelt tid i svømmehallen fredag fra kl. 20 til 22, og allerede inden første ordinære generalforsamling var der næsten 50 Skawboer og Ålbækkere der meldte sig ind i klubben. Målet var at de skulle tage "det nordiske fridykkerbevis" inden sommerferien.

Ved stiftende generalforsamling den 3. april 1978 blev den lokale politibetjent Ole Juhl valgt til formand og direktør for Skagens Avis,Johs Bindslev blev valgt til kasserer.

Til bestyrelsens blev valgt: falckredder Kurt Pedersen, tømrer Claus Frandsen, smeden John Møller, konstruktør Michael Münster, og Henning Lyk. 13. april 1978 dukker navnet Skagen Sportsdykkerklub, Skawdyk op i medierne for første gang. Den 9. April 1979 blev den første dykker-teoriprøve afholdt for medlemmer af Skawdyk og Skawdyk får først eget klubhus.

Eget klubhus og skib

19. maj 1979 står klubhuset (Skagens gamle slagtehus) klar og indvies efter hundredvis af arbejdstimer. 30. november 1979 vedtog Skawdyks medlemmer på en ekstraordinær generalforsamling at købe den gamle Skagen kutter Oberon. Kutteren stod for at skulle hugges op med en støtte fra staten på 110.000 kr., derfor kunne hun købes for den forholdsvis "lille sum" af 50.000 kr. Fra den 15. februar 1980 var Skawdyk ejer af Oberon

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...