Og førstepræmien gik til Torben Riis

SKAGEN: Julen i Skagen kulminerede den 4. søndag i advent, hvor Skagen Handelsstands Forening havde arrangeret den sidste dag i julebyen ved Vandkunsten og Nordjyske Medier trak vindere til Handel Lokalt konkurrencen.

Her var åbne hytter med varme æbleskiver, gløgg og varm cacao, kastespil for børn og et telt hvor børn kunne lave julegaver. De Blå Spejdere fra Skagen stod for den del og solgte også lotteri, hvor man kunne vinde småkager fra Super Brugsen eller købe dem.

Skagen Fiskerestaurant bød på smagsprøver af julebjesken, samt køb af bjesken. Et andet sted blev der solgt hjemmelavet sæbe. Julemanden delte slik og gaver ud til børnene. Farm Funs geder, kaniner og marsvin var populære blandt børnene, som ligeledes tog forældrene med på tur i hestevogn.

I McKnudsens julepyntede og opvarmet gårdhave grillede Lars fra Lasses Pølsevogn pølser og Frederikshavn Bryghus sørgede for, at man kunne slukke tørsten. Poul Bendixen stod for juletonerne på keyboard. Jo, der er julestemning i Skagen i år.

Handel Lokalt konkurrencen

Det store trækplaster er Nordjyske Mediers udtrækning af hovedpræmierne i Handel Lokalt. Hvert år trækker det mange tilskuer, således også i år, hvor der var omkring 1000 personer. Alle gevinsterne er sponseret af 44 butikker og restauranter, samt de 4 pengeinstitutioner i Skagen.

Hele pladsen ved Vandkunsten helt ud på Sct. Laurentii Vej og pladsen ved Kappelborg var fyldt, da Søren From fra Nordjyske bød velkommen til de forventningsfulde personer, der havde udfyldt kuponer ved handel i Skagens lokale butikker og restauranter i løbet af julen. Hver uge er der blevet udtrukket 132 gavekort á 200 kr. og en uge gevinst på 4.000 kr.

Udtrækningen blev foretaget af Julemanden, sammen med hans nissefamilie. Som en ekstra overraskelse var der 6 ekstra præmier á 800 kr. 10 hovedpræmiere på i alt 48.000 kr. skulle trækkes og det blev alle til skawboere, der kunne gå hjem med en ekstra gave til julen.

1. præmien på julegavebeviser på 25.000 kr gik til Torben Riis, som havde givet sin kone Tenna fuldmagt til at modtage præmien, idet han var hjemme og skulle gøre børnene klar til en julefest de skulle til.

2. præmien gik til Pia Jensen og 3. præmien til Villy Lykke Nielsen, som i øvrigt også blev trukket til én af ekstrapræmierne.

Hvis man ud fra de 3 kasser med konkurrence kuponer, skal bedømme den lokale handel i julen, så handler skawboerne lokalt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...