Øger markedsandelen af landet fisk, så flere end 35 procent nu landes i Skagen

KOMMUNEN: Værdien af de landede fisk i Skagen havn løb op i over en milliard kroner og dermed cementerer Skagen havn endnu en gang sin position som Danmarks største fiskerihavn.

Der blev landet godt 341.000 tons fisk, og selvom det er en lille tilbagegang i forhold til 2018, øger havnen sin markedsandel fra 33,5 procent til 35, 5 procent for den samlede mængde fisk landet i danske havne.

- Det er positivt, at vi ikke blot fastholder, men faktisk udvider vores markedsandel. Det viser igen, at vi har en attraktiv placering til fiskepladserne og de rette aftagere af fisken på havnen, så fiskerne kan få afsat deres landinger, siger Willy B. Hansen, adm. direktør Skagen Havn.

Fiskeriet er en afgørende del af Skagen havns DNA og er i centrum for den nye etape 3 udvidelse, der forventes at stå færdig i januar 2021.

De 190.000 kvadratmeter nyt landreal, 1075 meter nye kajer og øgede vanddybder forbedrer faciliteterne for fiskeriet og fiskeindustrien i Skagen, der forarbejder, forædler og eksporterer fiskene.

Statistikken viser også, at 55 procent af de landede fisk kommer fra udenlandske fartøjer.

Den største andel af de udenlandske landinger står de svenske fiskere for med 24 procent af landingerne, mens nordmændene står for 9 procent.

- Vi fik skibet leveret fra Karstensens Skibsværft i marts 2018, og man finder alt i servicegenren her i havnen.

- Så det er nemt til værft og reparation og vedligehold.

- Samtidig ligger Skagen centralt i forhold til fiskepladserne, hvad enten man fisker i Kattegat/Skagerrak eller Nordsøen. Og så findes her alle muligheder for landing af såvel konsum som industrifisk med gode afsætningsmuligheder, siger Henning Jensen, Rederichef hos Themis, der er et af de svenske rederier med base i Skagen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...