SKAGEN: Skagen Sommerrock på torvet ved Kulturhus Kappelborg så dagens lys i 2018, og nu gentages sommerkoncerten lørdag 27.juli.

- Som sidste år bliver det en dag fyldt med den gode danske musik i godt selskab, og selvfølgelig bliver det igen muligt at købe lækkert mad og drikke på pladsen til gode priser, så puds danseskoene og find sangstemmen frem, så vi igen får skabt en fest.

– Sådan lyder det fra Flemming Hansen fra Musikforeningen Knuth, som sammen med Kappelborg er arrangør af koncerten. Skagen Sommerrock løb af stablen for første gang i 2018, og var en succes hos såvel publikum som arrangører og musikere.

- Vi har stort set kun fået positive tilbagemeldinger på festen sidste år, og det er på den baggrund, at vi nu igen satser stort, og præsenterer et solidt program med ikke mindre end fire danske bands.

Som eneste genganger åbner Hardinger band dette års Sommerrock.

- De lagde jo fuldstændig Torvet ned sidst, så vi starter med et brag denne gang, og glæder os til alle de gode gamle Shubi-numre som ”Hvalen Valborg” og ”Stærk Tobak”.

Efter Hardinger følger 40-års jubilarerne Rugsted & Kreutzfeldt, og jubilæet fejres med et miks af gamle kendinge, men også nye numre.

- Det bliver ren nostalgi – en tur ned af ’80-ernes Memory Lane”, fortsætter Flemming Hansen, som personligt glæder sig til hitsene ”Jeg ved det godt” og ”Spring op, Tag med”.

Når publikum således er varmet godt og grundigt op, er det et af nutidens største publikumsmagneter ”Folkeklubben”, som går på scenen. Folkeklubben har de seneste år markeret sig som et af landets bedste liveorkestre, og optræder for udsolgte sale, haller og festivaler landet over. Når trioen gæster Skagen Sommerrock, er det med deres nye og anmelderroste album ’Sort Tulipan’ i ryggen. Og med sange som ’Fedterøv’, ’For Pengene’, ’Danmarksfilm’ og ’Torben Ulrich’ fra det nye udspil er der lagt op til et helt særligt poetisk rockbrag. ”Jeg hørte dem live i Frederikshavn sidste weekend, og det var en fed oplevelse”, fortæller Flemming Hansen. ”Foruden god og fængende musik, så er deres tekstunivers altså helt særligt. Poetisk ja, men altså bare utrolig fængende. Det er sgu fyre med noget seriøst på hjertet.”

Ringen sluttes med et andet af dansk musiks mest succesfulde og populære bands gennem tiden, Michael Learn to Rock. ”Hvem har ikke sunget og svajet med på sange som ”The Actor” og ”Sleeping Child”. – Det bliver en fed og følsom afslutning”, slutter han. Michael Learns To Rock fejrer 30 års jubilæum i år, og har gennem tiden toppet hitlisterne i mere end 15 lande. I dag er de stadig mega-stjerner i Asien, mens de i Danmark har levet et mere stille liv indtil foråret 2018, hvor de efter flere års pause, udgav albummet ”STILL”, som har taget det danske publikum med storm.

Billetsalget er i fuld gang på kappelborgskagen.dk, hvor der stadig billige Early Bird billetter til salg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...