20 elever fra event-linje står bag arrangement til fordel for Knæk Cancer

SKAGEN: 20 elever fra 8. og 9.årgang på Skagen Skole begyndte efter sommerferien på valgfaget "event".

Og nu er de klar til at præsentere det første af slagsen, nemlig et støttearrangement torsdag 25. oktober. Det finder sted på skolen i kantinen mellem 15 og 17, og Emma Sømand fra event-holdet forklarer:

- Vi er 20 elever, som brænder for at lave nogle fede events på skolen. Men vi vil også gerne gøre en forskel, og vi var fire fra 9. der talte om, at det kunne vi ved sådan et arrangement. Vi har alle fire mistet familiemedlemmer til cancer, så det er noget, som ligger os meget på sinde, fortæller hun.

Til arrangementet kommer holdet til at sælge kage og kaffe til fordel for Knæk Cancer. Der vil også være Amerikansk Lotteri med præmier fra byens butikker samt underholdning lavet af Skagens sejeste SFO.

- Kagerne bliver givet af de forældre, der har lyst til at donere en kage. Kaffen får vi af Meny Skagen og vi håber at få en masse sponsorgaver fra byens erhvervsdrivende til vores lotteri. Vi brænder rigtig meget for sagen, og håber vi får samlet en masse penge ind til Knæk Cancer. Vi håber derfor på stor opbakning fra byens indbyggere, lyder det fra event-holdet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...