Nelly Sander besøger sit Skagen for at fortælle om sin seneste roman

SKAGEN: Hun er opvokset i Skagen i 1980’erne, nu er hun tilbage for at fortælle om sin nyeste udgivelse - romanen ”Et bedre om man vil”.

Mandag 14. oktober, kl. 19-21 i biografsalen på Kappelborg taler moderator Anine Kaas med Nelly Sander hendes nye roman.

Forfatter Nelly Sander debuterede i 2012 med romanen ”Fryd”, og nu er hun igen aktuel med romanen ”Et bedre om man vil”. En tankevækkende socialrealistisk roman om Ane og hendes teenageår i firsernes Skagen med spor til nutidens Skagen og Aalborg.

Livet på toppen af Danmark er ikke noget skønmaleri. Lyset over Skagen trækker mørke skygger med sig. Mens forældrene kæmper med en kuldsejlende forretning og et snigende misbrug, forsøger den unge Ane og hendes bror at finde vej gennem teenageårene, hvor de begge kommer til at overskride grænser, de aldrig havde forestillet sig.

Anes dansklærer viser sig at være den hjælp, hun har brug for til at blive en ægte mønsterbryder – i hvert fald på papiret. Hun bliver gift, får en uddannelse og et job. Fortiden – men de mange svigt, indhenter hende i voksenlivet, hvor hun bliver udsat for voksenmobning, og har den store sorg også at mislykkes som mor.

Anes veje krydses af mennesker, der også har deres at slås med: Den forsømte pige, de kalder Hul-Lotte, Egon og Claus, som bakser med tilværelsen i et forsømt kolonihavehus, og Kirsten, som på flere måder bliver en vigtig del af Anes historie.

Titlen ’Et bedre, om man vil’ er hentet fra Holger Drachmanns ’Erindring’, og på bogens forsiden ser man Betty Nansens Hus, som spiller en central rolle i romanen.

Forfatter Nelly Sander (1966) er cand. mag. i sprog og internationale forhold samt fagjournalist. Nelly Sander er opvokset i Skagen i 1980’erne og har i en årrække boet som expat i Mellemøsten.

Billetter til aftenens foredrag kan købes på bibl.frederikshavn.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...