Kirken får helt nyt tag - og nu også undertag

SKAGEN: Skagen Kirkes tag nåede at blive omkring 110 år gammelt, før det måtte opgive ævred.

Nu er kirken pakket ind og håndværkerne er gået i gang med at skifte taget.

Det nuværende tag blev lagt på i forbindelse med ombygningen og udvidelsen af kirken i 1909 til 1910.

Den oprindelige kirke fra 1841 var tegnet af C. F. Hansen, mens Ulrik Plesner stod for den udvendige del af udbygningen for 100 år, mens den indvendige renovering var lagt i hænderne på Thorvald Bindesbøll.

- Håndværkerne er i gang med at tage stenene ned, og det vi har set indtil videre, så ser tagkonstruktionen meget godt ud, siger formanden for menighedsrådet, Arne Waage Beck.

Kirken får undertag

Det nye tag forventes klart i den første uge af juli, hvor industriferien begynder.

Som noget helt nyt, får kirken nu undertag.

Den kongelige bygningsinspektør, som har et øje på hver finger, når fredede og historiske bygninger renoveres, var i udgangspunktet ikke vild med at tillade et undertag, men han kunne godt se fornuften i det, og så er det jo heller ikke noget, der er synligt.

- Stenene var understrøgne, og om vinteren har kirketjeneren tit været nødt til at bære flere sække med sne ned kirkeloftet, fortæller menighedsrådsformanden.

- Bygningsinspektøren har påbudt os at tage fotos af tagkonstruktionen - især af remmene, oplyser Arne Waage Beck.

Man er ikke kommet til de gamle spær fra den oprindelige kirke, men spærene fra Plesners del af taget ser umiddelbart godt ud.

Kirken lukkes ikke, mens den renoveres, men skruer lidt ned for klokkerne.

- Vi ringer ikke på hverdage, mens arbejdet står på. Kun ved særlige handlinger som begravelser ringer vi, og da bliver håndværkerne advaret i tide, så de kan komme ned fra taget, slutter menighedsrådsformand Arne Waage Beck.

Arbejdet er vurderet til at koste omkring tre millioner kroner, hvis der ikke dukker nogle dyre overraskelser op undervejs.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...