SKAGEN: Skagen Lokalhistoriske Forening skruer tiden ca. 50 år tilbage, når man mandag den 19. november inviterer til filmklip og fortællinger i Biografen på Kulturhus Kappelborg.

60’erne var en særdeles livlig periode i Skagens nyere historie. På det kommunale område tog man sig sammen på flere måder. Efter 65 års diskussioner besluttede byrådet sig omsider for at bygge en administrationsbygning, der kunne rumme hele forvaltningen, og samtidig varmede man - med blandede følelser - op til en sammenlægning med Raabjerg sogn og Skagen Landsogn.

Byen hjemsøgtes af færgeruter, som i de fleste tilfælde kun var af kort varighed.

Børnetallet voksede stadig, og den nye Ankermedet skole måtte udvides for flere millioner.

Efter biografdirektør Henny Brodersens død blev hendes hjem, Det Hvide Hus, renoveret og hjemsted for hjemmeværnet og en række ungdomsorganisationer.

Adolf Jørgensen gik af som formand for Skagen Fiskeriforening og afløstes af Søren Knudsen, som nu skulle styre de langt over 1000 medlemmer.

Ruben Sko åbnede og Svend Danelund lavede atelier i den gamle vindmølle. Jan Zibrandtsen smækkede med døren på Skagens Museum og Schous Sæbehus blev til møntvaskeri.

Der er rigeligt at huske tilbage på - og det vil blive gjort i en kort introduktion til resten af forestillingen, der består af filmklip, som alle har relation til 1960’erne i Skagen.

Det er Skagen Lokalhistoriske Forening og Lokalhistorisk Arkiv i Tinghuset, der står for løjerne. Arrangementet afvikles kl. 15 og gentages kl. 19 den samme dag.

Der er gratis adgang og alle er velkomne. Billetter udleveres fra onsdag den 14. november kl. 12 i Tinghuset.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...