Marianne Isen
Nordea-fonden har lavet denne oversigt over kommende projekter ved de danske kyster, hvor Skagen Havkajakklub er på. De har fået penge til at købe 8 surfkajakker og 8 SUP-brædt plus tilbehør.

Skagen Havkajakklub får penge

SKAGEN: I dag offentliggør Nordea-fonden de 65 lokale kystprojekter i hele landet, som får andel i 29,2 mio. kroner fra Kysten er klar-puljen.

Skagen Havkajakklub får således 175.332 kroner til nye aktiviteter for klubbens medlemmer og andre vandsportsaktive.

Michael Thaarup er formand for havkajakklubben, og han forklarer, at klubben skal købe 8 surfkajakker og 8 SUP-brædt plus tilbehør og en ny container til at opbevare nyanskaffelserne i.

- Vi går i gang med at købe tingene i løbet af vinteren og foråret, og regner med at være klar, når vandet er varmere til at lave de nye aktiviteter formentlig i maj måned, siger han.

Udover kajakkerne og SUP-erne har Nordeafonden også bevilget midler til uddannelse af instruktører i de nye discipliner, siger Michael Thaarup.

Han regner med, at kurserne bliver åbne både for nuværende medlemmer og for folk, som gerne vil dyrke vandsport.

- Vi har netop søgt penge, fordi vi gerne vil have flere i det hele taget til at være på vandet, siger han.

65 fik penge og dermed er en del blevet skuffet.

Med 208 ansøgninger modtog Nordeafonden mere end dobbelt så mange ansøgninger som i første runde, og det får fonden til at lægge ekstra 4,2 millioner kroner kyst-pulje.

- Ansøgningerne emmede af engagement og vi kunne næsten mærke, hvordan lokale ildsjæle brænder efter at komme i gang ude ved kysterne, fortæller Nordea-fondens direktør Henrik Lehmann Andersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...