Med stigende temperaturer og skønne forårsblomster, der pibler frem, er scenen sat til Skagen Forårsfestival 2019. Her kan man glæde sig til et forrygende program med spændende koncerter, skøn mad og forårsstemning hos en bred vifte af Skagens restauranter, hoteller og musiksteder fra den 5.-7. april.

Den første weekend i april byder Skagen foråret velkommen med Skagen Forårsfestival for andet år i træk. Timingen kunne næsten ikke være bedre med stigende temperaturer, skønne forårsblomster og træer, der står på spring. Forårsstemningen er kort sagt helt i top i Skagen, hvor en række forskellige aktører sidste år gik sammen om at lave en helt ny festival: Skagen Forårsfestival. Konceptet er at hele Skagen skal emme af musik, hygge, højt humør og forårsstemning i festivaldagene.

Det var Gitte Nordmann, ejer af Foldens Hotel, Skagen Hotel og Viseværtshuset, som fik idéen til den nye festival, og det vakte hurtigt genklang hos flere aktører i byen.

Musikken står helt centralt i forårsfestivalen fra den 5.-7. april med mange forskellige kunstnere og musikgenrer, så der bliver noget for enhver smag. Skagens hoteller og restauranter er også med i festivalen med gode oplevelser til forårsgæsterne.

Det nye initiativ er blevet særdeles godt modtaget. Flere overnatningssteder melder om så stor interesse for Forårsfestivalen, at man har overgået antallet af bookninger i forhold til sidste år.

Det er toner, der vækker genklang i Turisthus Nord, hvor Turistdirektør René Zeeberg glæder sig over den positive respons: ”Skagen Forårsfestival er et særdeles godt initiativ, som kan bringe flere glade forårsgæster til Skagen. Skagen har meget at byde på året rundt, og det skal vores gæster gerne opleve. Jeg er stolt af at så mange af byens aktører er gået sammen om dette event, og vi i Turisthus Nord bakker naturligvis op på alle måder.

Aktørerne bag Skagen Forårsfestival er: Kulturhus Kappelborg, Bodilles Kro, Foldens Hotel og Viseværtshuset, Jakobs Café & Bar, Color Hotel Skagen, Hotel Skibssmedien (Nu Skagen Harbour Hotel), Ruths Hotel, Skagen Strand Hotel- og Feriecenter, Restaurant Kokkenes, Hotel Strandly Skagen, Hjorths Badehotel, Kompasset og Skagen Motel.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...