Virksomheden sikrede sig sejrens laurbær ved Børsens Gazelle-prisuddeling tirsdag

KOMMUNEN: Ikke alene var det to lokale virksomheder fra vores kommune - Skagen Blade Technology og Fremco A/S, der løb med de to hovedpriser, da Børsen hyldede de nordjyske Gazelle-virksomheder i oktober.

Tirsdag 10. december kunne Skagen Blade Technology krone sig med sejrens laurbær, da virksomheden sikrede sig sejren som årets Gazelle blandt allede indstillede virksomheder fra hele landet.

Gazellevirksomhederne er kendetegnet ved over fire regnskabsår hvert år at have haft positiv vækst og samlet set mindst fordoblet omsætningen over den fireårige periode.

Og her gør Skagen Blade Technology, der med Dennis Conradsen i spidsen har fået en rigtig god forretning i at reparere vindmøller, det ganske formidabelt..

I 2013 blev dengang 29-årige Dennis Conradsen indsat som direktør i sin fars virksomhed Skagen Sandblæseri & Skibsservice, og i 2014 stiftede han Skagen Blade Technology, der alene i virksomhedens første fire leveår har haft en vækst på knap 6400 procent.

I 2018 løb bruttofortjenesten på 54,5 millioner kroner.

- Vi er meget glade for den her anerkendelse, som er en stor cadeau til vores medarbejdere og holdet bag. Vi har bygget virksomheden på vores erfaringer inden for vindmølleindustrien, som er opbygget i Skagen Sandblæseri & Skibsservice inden Skagen Blade Technology kom til.

- Vi har taget den erfaring og vores håndværksmæssige know how inden for vedligehold og opgradering af vindmøller med ud i verden, og det har vores kunder fået øjnene op for, sagde Dennis Conradsen ved den nordjyske kroning i oktober.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...