Der er mange traditioner i forbindelse med indgangen til et nyt år. En af dem er at se tilbage på det år, der er gået og frem mod året, der kommer med visioner og ønsker for det nye år.

Derfor var formanden for Skagen Handelsstandsforening Thorben Pedersen og kasserer Jette Nielsen, som også er formand for aktivitetsudvalget i foreningen, sat i stævne til en snak om det forgangne og kommende år i foreningen. Det blev til en god snak, om foreningen og de aktiviteter der køres, samt fremtiden.

- Året 2019 er gået som det traditionelt gør. Vi kører meget i de faste traditioner med arrangementer hen over året. Generelt synes jeg, de er forløbet tilfredsstillende. Der har været mange mennesker i byen og slutningen af året var fantastisk med Handel Lokalt, hvor vi trak adskillige hundrede eller nærmere over 1000 mennesker på gaden, siger Thorben Pedersen.

Jette Nielsen tænker tilbage på året:

- Påsken blev rigtig god og med rimeligt fint vejr. Påsken er også en ferie for børn, og derfor har vi mest aktiviteter for børn i de dage.

Både Thorben og Jette synes, det er meget vigtigt, at der gøres meget for børn, hvilket foreningen også har fået stor ros for, og de nævner, at legepladsen ved Kulturhus Kappelborg er et stort plus for byen. Legepladsen trækker mange til byen.

- Musikken pinselørdag ved Vandkunsten er et arrangement for alle og holdes i butikkernes åbningstid, hvor musikstederne i byen har det meget senere på dagen, nævner Thorben.

- Sommerens Open by Night i uge 29 og 30 var gode. Det vægter meget, at vi har de arrangementer i sommerperioden. Kræmmermarkedet gik fint, men måske trænger vi til nogle nyheder til børnenes aften i uge 29, siger Jette.

Begge efterlyser nye idéer og inspiration fra foreningens medlemmer samt andre, der har gode forslag, enten til de eksisterende aktiviteter eller til nye tiltag, som kan laves indenfor de økonomiske rammer foreningen har.

- Efterårsferien med Halloween-temaet var godt arrangeret af De Blå Spejdere fra Skagen, og var igen en god aktivitet og er et stort set-up af spejderne og med lån af Kokkenes loftsrum, fortæller Jette og nævner, at de er glade for det store arbejde spejderne ligger gennem året.

- Black Friday, hvor hele verden handler, er der butikker der hopper med på, mens andre springer over. Men som en handelsby er vi nødt til at være med. Det kræver at man byder ind med rabat, da Black Friday er en rabataften, siger Jette.

- Hvis der ikke er opbakning, så tager man til de større byer. Vi skal tænke på, hvordan får vi fælles fodslaw, som et fælles byprojekt.

- Julen i december druknede lidt i regn. Dog var den første og den sidste dag gode dage med mange mennesker i bybilledet. Der arbejdes på at forbedre de mellemliggende dage og det nye tiltag i år med lån af gårdhaven ved McKnudsen er et projekt der arbejdes videre på, fortæller Jette og nævner at foreningens webside www.skagenhandel.dk bliver opdateret løbende med nyheder.

- Foruden egne aktiviteter er vi i foreningen glade for alle de andre arrangementer der bliver holdt, bl.a. Forårsfestivalen, Vinterbadefestivalen og selvfølgelig Skagen Festival og mange andre, siger Thorben.

Konklusionen for året i handelsstandsforeningen er begge enige om: At året er gået fint og der fornemmes lidt god optimisme. Foreningen har fået lidt flere medlemmer og forsøger at brede budskabet ud om, at det er vigtigt at stå sammen for at udvikle byens handelsliv.

- Det er vigtigt med samhørigheden. Det kan godt være at Skagen har et navn, men der skal arbejdes, for det kommer ikke af sig selv. Men for at få råd til arbejdet, skal der være så mange medlemmer som muligt. Derfor kan det undre mig, at nogen ikke er medlemmer, men følger vores arrangementer og åbningstider, uden at bidrage, siger Thorben og fortæller endvidere, at juleudsmykningen godt kan komme i farezonen, hvis der er for få medlemmer. Det er Skagen Handelsstandsforening, der betaler for udsmykningen, udover et kommunalt tilskud fra kommunen.

- Internethandel er en kæmpe konkurrent til handelslivet. Hvor det mest er de unge, der handler på nettet, er det som regel 50+, der handler i byen og tænker lokalt. Men vi skal være glade for, at vi er en turistby – her har folk tid og lyst til at gå og handle. Desuden er der ved at ske en ændring i butiksstrukturen, hvor man i nogle butikker kan bestille over nettet og hente det efterfølgende i butikken, nævner Jette, og fortæller at på den måde får man kunderne ud i butikkerne og kan være behjælpelig med god service.

- Angående turismen bliver det spændende at høre om den undersøgelse turistforeningen har sat i gang, om almindelige skawboers syn på turismen, nævner Thorben Pedersen.

Til sidst svarede Jette Nielsen på ønske og vision om fremtiden.

- Jeg synes det er ekstremt vigtigt, at vi skal have et bredere samarbejde med erhvervsforeningerne, andre foreninger og hotel- og restauratørforeningen. Alle lever af skawboerne og turisterne. Hvordan kan vi gøre det samarbejde bedre. Hvis der ikke er butikker – er der ingen turister, så bliver der ikke bygget sommerhuse, der bliver ikke restaureret bygninger, og det bliver svært at tiltrække arbejdskraft til havnen, ja, jeg tror det bliver en ond spiral, hvis vi ikke kommer ind og ser på det, slutter Jette Nielsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...