Skagen Bio’s SeniorBio viser i marts måned en meget rost og meget omtalt japansk film – Shoplifters.

Filmen vandt i fjor Den gyldne Palme ved filmfestivalen i Cannes.

Cate Blanchett, som stod i spidsen for juryen i Cannes, og var fuldstændig overvældet: Det er virkelig en ekstraordinær film - slutningen blæste os bagover, sagde hun ved prisuddelingen.

Filmen hovedpersoner er Osamu og hans familie. De er økonomisk trængt og må ty til butikstyverier for at overleve.

En dag efter et tyveri møder Osamu og hans søn en lille pige i den bidende kulde. Osamus kone tøver først med at sige ja til at tage hende ind i familien, men hun går med til at tage sig af pigen, efter at have hørt om hendes trængsler.

Familien synes at leve lykkeligt sammen, indtil en uforudset hændelse afslører skjulte hemmeligheder og tester de bånd, der forener dem.

Shoplifters er instrueret af mesterinstruktøren Hirokazu Kore-Eda, som tidligere har lavet Min Søns Familie og Søstre.

Shoplifters har været en kæmpe succes i biograferne i Japan, hvor den strøg ind som en suveræn nummer et fra premieredagen. Filmen solgte mere end 600.000 billetter i den første weekend, hvilket er 138 procent mere end instruktørens tidligere største succes, Min Søns Familie.

SeniorBio viser filmen 5., 6. og 7. marts – alle dage kl. 10.30, og som altid hører der en let frokostanretning på Jakobs Café med i billetprisen.

Billetter til filmen kan købes/reserveres via biografens hjemmeside fra på mandag, 11. februar kl. 10.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...