Efter en italiensk film i januar ”rejser” Skagen Bio’s SeniorBio i februar til Australien nærmere betegnet til området omkring Alice Springs i Australiens Northern Territory.

Filmen Sweet Country er i dens stil meget inspireret af western-genren, og det er meget bevidst, har instruktøren, Warwick Thornton, fortalt.

Filmen er vinder af Special Jury-prisen på Venedig Filmfestival i 2017, og den handler om en menneskejagt i det nordlige Australien.

Da den midaldrende aboriginal, Sam, dræber en hvid krigsveteran i selvforsvar, bliver han øjeblikkeligt eftersøgt for mord og tvinges til at flygte ud i den dødelige ødemark med sin familie.

Ordensmagten er dog lige i hælene på ham, anført af den nidkære Sergeant Fletcher.

Men da de sande detaljer om mordet langsomt kommer op til overfladen, begynder lokalsamfundet at tvivle på, om retfærdigheden virkelig sker fyldest.

På rollelisten ses bl.a. Bryan Brown og Sam Neill.

Filmen vises, som altid i SeniorBio, tre gange. Det er tirsdag 5. februar, onsdag 6. februar og torsdag 7. februar –alle dage klokken 10.30, og traditionen tro følger der en let frokostanretning på Jakobs Cafe med i billetprisen.

Billetter til filmen kan købes/reserveres via biografens hjemmeside fra på mandag, 14. januar, kl. 10.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...