FLere virksomheder indgår nu i den maritime lærlingeordning

FREDERIKSHAVN: Den maritime lærlingeordning går sin sejrsgang i det nordjyske og omfatter nu 13 virksomheder baseret i Skagen, Frederikshavn, Sæby, Hirtshals og Aalborg.

Tor Pedersen, medejer af SeaMech i Skagen og Hirtshals fortæller, hvorfor SeaMech er gået med i ordningen:

- Vi er glade for at have tilsluttet os den maritime lærlingeordning. Vi har tidligere selv forgæves forsøgt os med at rekruttere lærlinge. Vi mener bestemt, at lærlingeordningen vil give os mulighed for at få kvalificerede og håndplukkede lærlinge via professionel hjælp fra MARCODs lærlingekoordinator. Værdien af kvalificerede lærlinge er afgørende for vores virksomheds fremtid, siger Tor Pedersen.

Senior HR Partner Maj Kær hos Alfa Laval er også glad for at være indtrådt i ordningen:

- Alfa Laval har stor fokus på at støtte op om sikringen af unges uddannelse. Vi vil skabe muligheder for gode lærepladser i det nordjyske. Via samarbejdet med MARCOD bliver vores organisation, ledere og svende understøttet i udviklingen af Alfa Lavals lærlinge, som dermed får det mest optimale uddannelsesforløb helt fra starten.

- Desuden kan netværket som helhed skabe en branding af de maritime lærepladser på en helt unik måde, som kun muliggøres igennem ordningen og MARCOD, siger Maj Kær.

Direktør for Orskov Yard, Christina Orskov, byder de nye partnere velkommen i ordningen.

- Jeg er meget glad og stolt over, at vi har fået endnu flere virksomheder med i ordningen. Det er vores ansvar som virksomhed at uddanne så mange lærlinge som muligt og sammen står vi stærkere til at tiltrække nye lærlinge. Via ordningen kan vi uddanne endnu flere unge mennesker på tværs af virksomhederne. Vi føler også, at alle vores lærlinge er stolte af at være en del af ordningen og det er bare godt, der nu kommer endnu flere virksomheder med ind.

Siden ordningen blev etableret i 2014 på initiativ af tre maritime virksomheder i Frederikshavn har den været udelukkende privat finansieret og rollemodel for lignende initiativer i de andre maritime miljøer i landet som f.eks. Fyn og Esbjerg.

Ordningen omfatter 50 lærlinge, herunder skibsmontører, smede, elektrikere, industriteknikere, elektro fagteknikere samt elever indenfor lager og kontor.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...