Er du i Skagen og gerne vil danne dig et overblik, er en hurtig tur op i Skagen gamle vandtårn en god ide. Fra vandtårnets top kan man se Grenen i nord, Gråfyret, Det Hvide Fyr, Vippefyret og det meste af Skagen by.

Ved indgangen kan man møde Hanne Christensen og Alice Jørgensen, hvor de tog imod de mange besøgene denne dag. De er begge medlem af Skagen Efterløn & Pensionistklub - Medlemmer af klubben skiftes til at sidde her, og vi yder alle noget, fortæller Hanne Christensen, som havde vagten for anden gang.

Vandtårnet som er 34 m højt blev taget i brug sommeren 1934 og er bygget af 130.000 røde mursten - den indvendige vandtank rummede 150.000 l vand. Vandtårnet blev taget ud af drift i 1983 og afløst af trykregulerende pumper.

I dag bruges Vandtårnet som udsigtstårn i sommermånederne, hvorfra der er en enestående og flot udsigt over Skagen by. Der er 120 trin op til toppen, hvoraf de sidste 40 trin er en vindeltrappe.

Det koster 10 kr. at komme en tur op ad de 120 trapper og nyde den fantastiske udsigt. Pengene går til Skagen Efterløn & Pensionistklub, hvor de bliver brugt på udflugter og fester, fortæller Alice Jørgensen, der også kan fortælle, at det gamle vandtårn har været rigtig godt besøgt i år, og at der har været rigtig mange danskere.

Vandtårnet ligger på hjørnet af Markvej & Sct. LaurentiiVej i Skagen, og har åbent juni juli og august fra kl. 11 - 17, samt i efterårsferien.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...