Drachmann-kvartetten er klar med en saltvandsindsprøjtning

SKAGEN: Menuen står på ”Sange ved havet” når der kaldes til Drachmann-aftenen i digterens hus på Hans Baghsvej onsdag 21. august kl. 20.

Sange ved havet er titlen på en af Drachmanns digtsamlinger, men det betyder ikke, at programmet udelukkende indeholder tekster af denne store digter.

Tværtimod vil der også kunne opleves tekster af blandt andre Hans Hartvig Sedorff, Nis Petersen og Evert Taube.

Der er tale om en saltvandsindsprøjtning leveret af en som sædvanlig veloplagt Drachmann-kvartet bestående af Birgit og Poul Bernth samt Ann-Marie Gabrielsson og Jesper Hegaard.

Der bliver også denne aften rig lejlighed til at synge med.

Ikke mindst da der er indlagt potpourrier med populære sømandsviser og sange.

Oven i hatten får man også en aftenens gæst.

Hvem det er bevares som en hemmelighed indtil i aften, men så meget kan siges, at vedkommende til daglig bor tæt på Vesterhavet.

Derfor vil hans valg af sange også handle om havet.

Causerierne i haven er i gang og fortsætter hver uge frem til 12. september.

Om tirsdagen fortæller Birgit Bernth om ”Drachmann og damerne” og om torsdagen fortæller Poul Bernth om ”Drachmann og Vendsyssel”. Begge dage kl. 11.15

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...